FN vil overvåge dansk flygtningepolitik

Lyt til artiklen

FN's flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers, erkender, at slaget mod den danske udlændingepolitik i første omgang er tabt. Skønt Ruud Lubbers mener, at Danmark hører til et af de skrappeste lande i Europa på udlændingeområdet, accepterer han nu, at et flertal i Folketinget har vedtaget regeringens stramninger i den nye udlændingelov. 'Demokratiet har talt' »Vi synes ikke, det er den perfekte lov, men demokratiet har talt, og det må vi respektere«, sagde han onsdag, da han var på besøg i Danmark for at mødes med udenrigsminister Per Stig Møller (K) samt flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V). »I stedet vil vi nu nøje følge virkningerne af loven, og hvis vi ser noget, vi ikke bryder os om, vil vi føle os frie til at sige det«, sagde han og understregede, at udmøntningen af loven vil vise, om den er i strid med konventionerne. Øget fokus på hjælp I stedet for kritik var Ruud Lubbers ærinde at øge fokus på hjælpen til de lande, der typisk »producerer« flygtninge. Lubbers besøg kommer netop, som EU-landene i weekenden samles i Sevilla i Spanien for at diskutere flygtninge. »Jeg forstår godt, at mange mennesker føler sig skræmte over de mange flygtninge«, sagde han. »Men det ville være godt og ligefrem intelligent, hvis landene ikke kun ville tale om at beskytte grænserne og straffe de lande, der ikke tager imod deres egne flygtninge, men også begyndte at finde holdbare løsninger i de lande, hvor flygtningeproblemerne opstår. På den måde kan man begrænse antallet af flygtninge og derigennem mindske folks frygt«, sagde han. Mangler midler Han mente, at FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, ville være en god »partner« i denne sammenhæng og pegede blandt andet på indsatsen i Afghanistan, hvor omkring en million flygtninge de seneste uger er vendt hjem frivilligt. Ruud Lubbers sagde, at UNHCR mangler omkring 750 millioner kroner fra EU-landene til at kunne hjælpe de mange hjemvendte, så situationen ikke bryder sammen. Han kaldte det »en skam«, at den danske regering netop har besluttet at skære i bistanden til verdens fattigste lande. »Det ville være godt, hvis Danmark virkelig værdsatte alt det, som landet kan gøre uden for sine egne grænser«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her