Det er stadig et helt åbent spørgsmål, hvorvidt og hvordan danskerne vil mærke noget til en eventuel skattelettelse i 2004. Det var den eneste klare konklusion efter gårsdagens møde i Venstres folketingsgruppe, hvor det omdiskuterede skattetema var sat til debat efter flere dage med skiftende meldinger i det store regeringsparti. »Der er ingen konklusion, og det har heller ikke været meningen«, sagde politisk ordfører Jens Rohde (V) efter mødet, hvor partiets skatteordfører , Peter Christensen, fremlagde en stribe beregninger af pris og forventet effekt ved at nedsætte de forskellige skatter. Gruppemødet fandt sted efter flere dages offentlig diskussion, hvor hele to topministre har åbnet for at diskutere egentlige skattelettelser - og ikke blot skattestop. Både beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og finansminister Thor Pedersen (V) har således talt for at se på grænserne for mellem- og topskatten, som henholdsvis 88 og 40 procent af skatteyderne betaler. Debatten er begyndt Virkningerne af de enkelte skattelettelser gav finansministeren i går sit eget bud på, da han offentliggjorde den omstridte rapport 'Fordeling og incitamenter'. Men ministeren gør det klart, at debatten nu blot er skudt i gang - og således langtfra afsluttet. »Det fremgår, at de lette løsninger ikke findes, og at det såmænd heller ikke er så enkelt at udpege, hvor man får mest for pengene. Det afhænger af, hvad man lægger vægt på (.) Analyserne kan bidrage til at nuancere og fjerne nogle misforståelser. Jeg ønsker en åben debat. Først når tiden er inde, og vi har overblik over det samfundsøkonomiske råderum, skal der træffes en politisk beslutning«, udtalte Thor Pedersen i går eftermiddag i en pressemeddelelse. I regeringsgrundlaget fra november sidste år blev det fastslået, at regeringen arbejder for at indføre skattelettelser fra 2004, såfremt der er økonomisk råderum for det. Mens de konservative i lange tider har efterlyst debat om skattelettelser, har Venstre officielt henholdt sig til skattestoppet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























