Hovedparten af de ansatte i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) mener, at et stort og meget omtalt kvalitetssikringsprojekt - såkaldt akkreditering - har været en blandet fornøjelse at deltage i. Det viser en ny analyse, der onsdag forelægges for bestyrelsen i HS. Direktionen og bestyrelsen i HS er imidlertid godt tilfredse med hele forløbet, og akkreditering vil være en del af de københavnske og frederiksbergske hospitalers hverdag i mindst tre år endnu. Alle seks hospitaler i HS opnåede i foråret 2002 akkreditering hos det amerikanske selskab Joint Commission International Accreditation. Akkreditering betyder, at sygehusvæsenet forpligter sig til at leve op til bestemte normer og standarder for kvalitet og derpå med regelmæssige mellemrum kigges i kortene af en lille gruppe censorer fra Joint Commission, der tjekker, at kvaliteten er i orden. Meningerne er delte Det skete i marts, og HS har efterfølgende ønsket at analysere, hvordan hele forløbet er blevet opfattet ude på sygehusene. Meningerne er delte: 68 procent har oplevet processen som både negativ og positiv, 22 procent er overvejende positive, og 8 procent overvejende negative over for forløbet. »Mange har følt, at dette her med akkreditering var ledelsens legetøj, og har ikke oplevet, at de selv i tilstrækkelig grad blev involveret i processen. Men der er også mange, der mener, at det er rart, at der bliver sat fokus på kvaliteten i arbejdet. HS kunne imidlertid have fået en langt mere positiv holdning til projektet hos sine medarbejdere, hvis de tidligere og bedre var blevet inddraget i processen«, siger næstformand i HS' centrale samarbejdsudvalg på personalesiden, Karen Stæhr. Panik før kontrolbesøg Flere nuværende og tidligere HS-ansatte har til medierne sagt, at panikken før det amerikanske kontrolbesøg i marts var så stor, at mange ansatte blev jaget rundt for at få det hele til at se flot ud på dagen. »Mange mener, at ledelserne gik i selvsving med bl.a. krav om ekstra rengøring her og der. Men jeg kan afvise rygter om, at der blev udført alvorlige ting - som f.eks. at der i lynets fart blev sagt god for en hjertestopvogn, som ikke var tjekket. De historier kan ikke bekræftes af personalerepræsentanterne på de enkelte hospitaler«, siger Karen Stæhr. Sundhedsfaglig direktør Lone de Neergaard, HS, tolker analysen som »overraskende positiv«. »Jeg synes, at det er fint, at over halvdelen af de adspurgte finder, at akkreditering i praksis har betydet noget positivt for deres arbejde. Måske kunne vi godt have gjort mere for at inddrage alle, men faktisk var dette her jo noget helt nyt for os alle sammen«, siger Lone de Neergaard. For travlt I en orientering til HS-bestyrelsen indrømmer HS-direktionen, at hospitalerne har haft så travlt med at opfylde akkrediteringens kvalitetsnormer, at de på flere områder dårligt har haft tid til at opfylde sygehusvæsenets målsætninger om produktion. »På vores næste bestyrelsesmøde til august vil vi drøfte, hvordan vi kan få skrevet de to ting rigtigt sammen. Målopfyldelsen og akkrediteringen hænger jo naturligt sammen, og må selvfølgelig ikke skygge for hinanden«, siger formanden for HS-bestyrelsen, Lars Engberg (S). Han mener, at de 10-12 millioner kroner, akkrediteringen foreløbig har kostet HS, er »peanuts«, og at pengene er givet godt ud. Sygehusvæsenerne i resten af landet har netop indledt en proces, der svarer til den i HS. Denne 'danske' model for kvalitetssikring ventes ifølge formanden for Amtsrådsforeningens sygehusudvalg, Bent Hansen, fuldbragt i 2005. Fælles kvalitetsstandard »Vi vil sigte mod en fælles kvalitetsstandard for hele sygehusvæsenet i Danmark. Det er et kæmpestort arbejde, og vi er allerede langt inde i det. Det er klart, at vi her vil lytte til og drage nytte af de erfaringer, som HS har gjort med sin form for akkreditering«, siger Bent Hansen. Ifølge Lars Engberg vil HS formentlig fortsætte med sin amerikanske akkreditering, samtidig med at man går ind i det danske projekt på landsplan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























