13 aftaler med udenlandske sygehuse og private hospitaler eller klinikker i Danmark er på plads, når det udvidede frie sygehusvalg træder i kraft mandag. Amtsrådsforeningen regner med 30-40 yderligere aftaler, men formanden for amternes sygehusudvalg forventer ingen folkevandring til den private sektor. Privathospitaler og mindre private klinikker både i ind- og udland står i kø for at få aftaler med Amtsrådsforeningen om at overtage patienter fra det offentlige. Det viser en status fra foreningen fredag - sidste hverdag, før det nye, udvidede frie sygehusvalg træder i kraft mandag. »Vi har 13 aftaler på plads, og vi forventer 30-40 flere i løbet af sommeren«, oplyser Janet Samuel, Amtsrådsforeningen. Amterne venter ikke privat strøm Formand for amternes sygehusudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), Viborg, regner dog ikke med, at det udvidede frie sygehusvalg vil medføre en strøm af patienter til de private hospitaler og klinikker, der nu har indgået en aftale. »Der bliver næppe tale om en folkevandring, og slet ikke til udlandet«, siger han. Alene det, at folk selv skal betale transporten til behandlingsstedet, vil lægge en dæmper på efterspørgslen«. Intet samlet overblik Amtsrådsforeningen har ikke noget samlet overblik over, hvor mange amter der fra mandag vil være i stand til at tilbyde alle patienter behandling på deres egne sygehuse inden for de to måneder, regeringen har sat som frist. »Men det er mit bud, at i over halvdelen af amterne vil det være meget få patienter, som får brug for at søge til et privathospital, fordi det offentlige ikke kan overholde fristen. Det kan godt være, de ikke kan få tilbuddet på det nærmeste sygehus, men så kan de måske blive behandlet på et andet sygehus i amtet«, siger Bent Hansen. Ifølge Bent Hansen skyder der i øjeblikket en stribe mindre privatklinikker op - især i de store byer - for at melde sig som aftalepartnere med det offentlige. Tretten hospitaler De aftaler, som allerede er indgået, omfatter to hospitaler i Tyskland, et i Sverige og ti private hospitaler og klinikker i Danmark, herunder privathospitalerne Hamlet, Dalgas og Skørping. De behandlinger, som er omfattet af aftaler, dækker blandt andet hjerteoperationer, neurokirurgi, ortopædkirurgi, gynækologiske indgreb, operationer for brok, prostata og hæmorider, kikkertundersøgelser af mave og tarm samt mindre operationer for lidelser som åreknuder og grå stær. Det udvidede frie sygehusvalg betyder ikke, at patienter fra mandag selv kan vælge, om de vil indlægges på et offentligt eller et privat hospital. To måneders frist Vejen går fortsat via det offentlige system, og kun i de tilfælde, hvor to månedersfristen ikke overholdes, kan patienterne få offentlige penge med til behandling på et af de private hospitaler, der er indgået aftale med. Hvis der altså er plads. To månedersreglen betyder altså ikke, at der kan garanteres behandlingstilbud inden for den periode.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























