Flere boliger til unge

Lyt til artiklen

Regeringen vil afsætte en milliard kroner til ungdomsboliger til studerende over de næste fem år. Pengene skal især gå til kollegier, og det bliver staten - ikke kommunerne - der fordeler de ekstra penge. »Vi vil gerne have flere unge til at tage en uddannelse. Så er det også vigtigt, at vi sørger for, at de unge kan få en bolig, mens de uddanner sig«, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der også har boligområdet under sig. Pengene bliver fordelt med 100 mio. kr. til næste år og 225 mio. kr. de følgende fire år. Bendt Bendtsen understreger, at det er et ekstra statsligt initiativ, som skal komme oven i det planlagte ungdomsbolig- byggeri på omkring 500 ungdomsboliger årligt. 3.500 til 4.000 boliger Regeringen forventer mellem 3.500 og 4.000 ekstra ungdomsboliger, forbeholdt unge under uddannelse. Puljen vil blive fordelt som statsligt tilskud til enkelte byggeprojekter. For at få flest mulig boliger ud af pengene, vil regeringen udbyde ungdomsboligerne i en såkaldt omvendt licitation. I udbuddet fastsættes minimumskrav til byggeriet, og opgaven vil så gå til den bygherre, der kan bygge flest boliger for et fastsat beløb. »Modellen skal også motivere bygherrerne til at tænke i nye og alternative løsninger«, siger Bendt Bendtsen. S og DF er positive Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tager pænt imod initiativet. »Som udgangspunkt er vi positive. Det skal selvfølgelig sikres, at det bliver ekstra boliger«, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF). Bendt Bendtsen vil endnu ikke afsløre, hvor pengene skal komme fra, og S advarer mod at finde dem ved besparelser på byfornyelsen. »Initiativet lyder umiddelbart som en rigtig god ide. Men hvis penge tages fra andet boligbyggeri, så er jeg mere skeptisk«, siger boligordfører René Skau Björnsson (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her