Chimpanser får asyl i København

Lyt til artiklen

Fra helvede til himlen. Sådan må det føles for de fem vestafrikanske chimpanser, der med nød og næppe er blevet reddet af et hollandsk forbud mod hiv-forsøg med aber. Nu kan de i stedet pille lus og slå sig på brystet i Københavns Zoo, hvor de skal være med til at genoprette den truede art. »Vi regner med, at der kun findes 10.000-20.000 vestafrikanske chimpanser, og de bliver slagtet i stor hast. Derfor er det så vigtigt, at vi får lavet et avlsprogram for den rene stamme, som de her aber tilhører. På den måde har vi muligheden for at sætte dem ud igen, hvis racen uddør«, siger zoolog Frands Carlsen. Han har igennem længere tid har været i kontakt med hollandske myndigheder for at få de fem chimpanser til Danmark. Transporten til Danmark er kun et lille kapitel i den hollandske debat omkring det biomedicinske forskningscenter BPRC. Abeforsøg forbudt Det statsstøttede center var indtil i fjor det eneste forsøgslaboratorium i Europa, der stadig foretog medicinske forsøg med chimpanser. Centret har testet hiv-virusset på 100 chimpanser, hvoraf 25 er smittet, men de nydanske aber nåede ifølge BPRC ikke at blive brugt til forsøg, før forskningsminister Loek Hermans forbød dyreforsøg med store aber. Uansvarligt at slippe aben løs Hollandske dyreværnsgrupper arbejder for, at de ikke-smittede aber sendes til et abeasylcenter, som stiler efter at sætte dyrene fri i deres naturlige omgivelser. Men ifølge Frands Carlsen fra Københavns Zoo ville det være helt uansvarligt. »Jeg kan slet ikke se, hvor man skulle sætte dem hen. Regnskovene, de lever i, bliver fældet, og chimpanserne bliver jaget væk. Nogle steder i Afrika spiser befolkningen alt, hvad de kan komme til i skovene. Chimpanserne ville gå til på to dage. I stedet bliver vi nødt til at tænke i at bevare racerne, og det gør vi ved at oprette en form for gen-bank. Og de her fem aber tilhører den underrace, vi er interesseret i at beskytte«, siger Frands Carlsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her