Plan om sygehusfusion

Lyt til artiklen

Amtsborgmestre ønsker sammenlægning af sygehusvæsener i Ribe, Sønderjyllands og Fyns Amter. En storstilet syddansk sygehusregion kan blive en realitet i løbet af et par år, hvis amtsborgmestrene for Ribe, Sønderjyllands og Fyns Amter kan skaffe politisk opbakning i deres respektive amtsråd. De tre politikere har i nogle måneder samarbejdet fortroligt om et visionspapir for sammenlægning af de tre amters sygehusvæsener. »Der er nogle fordele ved at se sygehusområdet i et mere regionalt perspektiv i forhold til at planlægge sygehusvæsenets opgaver«, siger Fyns amtsborgmester, Jan Boye (K). Stordriftsfordele Ideen om den ny sygehusregion blev undfanget i løbet af foråret, og målet er at udnytte stordriftsfordelene ved en stor region. »Man kunne tænke sig etablering af universitetsafdelinger på andre amters sygehuse, der ville gøre det attraktivt for læger at søge hen på nogle sygehuse, der i dag har svært ved at rekruttere personale«, siger Jan Boye, der på tirsdag skal præsentere tankerne for amtets økonomiudvalg. Først til september ventes visionspapiret klar. Derefter skal det omsættes i en egentlig plan. Vejle Amt er også på tale, men amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen (V) er endnu ikke blevet spurgt. Med alle fire amter vil sygehusregionen få et befolkningsunderlag på 1,3 millioner mennesker. Amters fremtid Planerne falder sammen med debatten om amternes fremtid, hvor Sønderjyllands amtsborgmester, Carl Holst (V), er en drivende kraft og netop har talt for at erstatte amterne med få store sygehusregioner. Venstres folketingsgruppe har i de seneste uger været ude med skiftende meldinger om en eventuelt kommende kommunalreform. Det var lørdag ikke muligt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Lektor ved Syddansk Universitet Roger Buch Jensen vurderer, at en sygehussammenlægning reelt vil tømme amterne for indhold. »Det vil være naturligt også at slå den politiske del sammen i ét amtsråd, men det er en fejl at tro, at det nødvendigvis vil gøre tingene bedre. Mange politikere glemmer at fokusere på ulemperne«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her