Metro afkorter ikke bilkøer

Lyt til artiklen

Det er en illusion at tro, at den igangværende udbygning af Københavns metro, etableringen af flere S-togslinjer og anden forbedring af den kollektive trafik vil få ret mange til at forlade bilerne. Måske vil antallet af firehjulede i køerne til og fra Københavns City blive reduceret med en enkelt procent - men ikke mere. Den spådom kommer fra den tidligere direktør i Dansk Cyklist Forbund, konsulent Thomas Krag. »Den kollektive trafik er desværre tit dyrere for folk at bruge end den bil, de i forvejen råder over. Bilen er og bliver konkurrencedygtig, hvis vejene fungerer nogenlunde, og der kan findes parkeringspladser. Derfor er det vigtigt nu at understrege, at den forbedring af den kollektive trafik, der er på vej, ikke er en fiasko, selv om den ikke skaber mindre privatbilisme«, siger Thomas Krag. I Kroniken i dagens avis kalder Thomas Krag det »en myte«, at man kan gøre den kollektive trafik så god, at bilerne i mærkbar grad forsvinder fra vejene. Sladrehanke Over for Politiken tilføjer han, at Zürich i Schweiz er en af de få byer, hvor udbygget kollektiv trafik faktisk har nedsat bilmængden - men kun fordi bystyret samtidig gav bilerne mindre plads. Thomas Krag slår til lyd for flere restriktioner også på bilerne i den danske hovedstad - herunder kørselsafgifter eller bompenge. Og her er der ved at ske en smule: 400 københavnere deltager i disse måneder i et forsøg med afgifter på at køre på Københavns vejnet. Elektronisk 'sladrehank' Hver deltager har fået installeret en satellitstyret elektronisk 'sladrehank', der følger deres kørsel. En slags 'taxameter', der beregner, hvor meget deres kørsel koster. Det er dyrest i myldretiden og i de centrale bydele. I første ombæring af forsøget fik forsøgspersonerne sat 4.000 kroner ind på en særlig konto - hver gang de benyttede de afgiftsbelagte veje, blev der hævet penge på kontoen. Hvis forsøgspersonerne kørte fornuftigt, kunne de tjene det resterende beløb til sig selv. DTU klarer analysen I de seneste uger er de sidste 'taxametre' blevet afmonteret, og enhedernes data er overført til en database på Danmarks Tekniske Universitet. Der vil ske afregning med forsøgsdeltagerne i de kommende uger. Og om et par uger skal politikerne på Rådhuset tage stilling til, om forsøget skal udvides med et nyt projekt, hvor forsøgspersonerne i stedet får 4.000 kr. udbetalt kontant forlods. »De kan vælge at bruge alle pengene på rødvin og bøffer. Men samtidig skal de betale kørselsafgifter. Måske skaber det en anden trafikadfærd, at de har haft pengene i hånden først - det vil vi undersøge«, forklarer Ole Bach, direktør for Vej & Park-afdelingen i Københavns Kommune. Londons bilister må betale Samtidig med det danske forsøg har Londons borgmester Ken Livingstone i denne uge fået politisk opbakning til, at alle, der i hverdagstimerne ruller i bil ind i de indre zoner af den britiske hovedstad, skal betale for det. Teknisk kan det gøres via kameraovervågning, der registrerer bilernes nummerplader.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her