To kløgtige krager i Oxford får forskere til at spærre øjnene op. Kragerne konstruerer redskaber, som om de aldrig havde bestilt andet - og ikke engang aberne kan følge med. En lækkersulten krage, et stykke ståltråd og et lodret glasrør med kragelækkerier i bunden. Umiddelbart en pinefuld - og ubrugelig - cocktail for en krage, hvis korte næb end ikke når halvvejs ned i røret. Snedig hun-krage Men ikke for kragen Betty, der tjener til føden på Oxford University, hvor hun og magen Abel er med i et forsøg om krageadfærd. De britiske zoologer, der står bag forsøget, ville egentligt bare finde ud af, om krageparret var i stand til at fiske godterne op af glasrøret ved hjælp af en ståltrådskrog, skriver BBC. Da Abel stjal den lille krog fra sin kæreste, var forskerne imidlertid vidner til intet mindre end et zoologisk mirakel - Betty greb et stykke snorlige ståltråd, forvandlede det til en krog og fortsatte upåvirket sit fiskeri. Hidtil ukendt egenskab hos dyr For at være sikre på, at hunkragens designkundskaber var mere end blot et lykketræf, gentog forskerne forsøget med lige stykker ståltråd. Ni ud af ti gange formåede Betty at bøje metallet og få fat i lækkerierne i bunden af røret. »Mange dyr bruger redskaber, men bevidst modificering af genstande for at løse nye problemer er så godt som ukendt hos dyr, der ikke har trænet på forhånd«, siger professor i adfærdsøkologi, Alex Kacelnik, til BBC. Han og kollegerne er overraskede over forskningsresultaterne, der måske giver anledning til en revidering af listen over dyrerigets mest kløgtige skabninger. Klogere end aberne »Ikke nok med at kragerne i denne bestemte sammenhæng er klogere, end vi troede - de har formentligt også en højere grad af forståelse end chimpanser«, siger Alex Kacelnik. Ifølge professoren har ingen endnu kunnet påvise bevidst fremstilling af redskaber eller menneskelig forståelse af basale fysiske love hos menneskets nærmeste slægtning. Men måske skal forskerne i stedet vende blikket mod himlens fugle for at finde den slags menneskelige egenskaber. Måske speciel indsigt Gavin Hunt, fra University of Auckland i New Zealand, har studeret krager som Betty og Abel i naturen. Arten kaldes Corvus moneduloides, og Hunt har set kragerne konstruere mindst to forskellige krogredskaber. Han synes, at forsøgets resultater er meget spændende, men ikke så overraskende. »Det er meget fristende at sige, at fuglene brugte en speciel indsigt til at løse problemet med at få fat i maden - som mennesker ofte gør, når de laver redskaber. Men vi er nødt til at foretage flere forsøg for at se, om det er tilfældet«, siger Gavin Hunt til BBC. Kløgtige fugle Kragerne er ikke de eneste bevingede væsener med evner, der minder om menneskets. Duer er kendt for at kunne genkende mennesker og bogstaver i alfabetet, og papegøjer har længe været øverst i hakkeordenen. Ifølge BBC lavede den afrikanske papegøje Alex overskrifter, da det kom frem, at han havde et ordforråd på 100 engelske ord og oveni købet var i stand til at stille spørgsmål og give svar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























