Drikkevandsalarm foran afblæsning

Lyt til artiklen

Drikkevandet til op mod 100.000 århusianere skal fortsat koges i nogle dage endnu, selv om myndighederne melder om et faldende antal kolibakterier. Meget tyder på, at Århus Kommunale Værker har fundet kilden til den forurening, der blev opdaget onsdag aften og bekræftet med nye prøver taget i dagene efter. I en pressemeddelelse mandag eftermiddag kunne embedslægen endnu ikke godkende vandet, men de kommunale værker i Århus håber at kunne afblæse alarmen i løbet af mandag aften. Torsdag eftermiddag blev et vandtårn på Brendstrupvej lukket, og det begynder nu at give resultater i vandprøverne. De tages ude ved forbrugerne med tolv timers mellemrum, men da det tager 48 timer at analysere glassenes indhold, så er selv nye tal forholdsvis gamle. Små koncentrationer »Vandet er blevet renere, men der er fortsat i enkelte områder fundet små koncentrationer af kolibakterier«, siger chefen for vandforsyningen, overingeniør Arne Holm Pedersen. Med det lavere antal kolibakterier føler han sig bestyrket i teorien om, at vandtårnet er kilden til forureningen. Kolibakterier stammer fra afføring, så fugleekskrementer - eksempelvis fra duer - kan være årsag til bakterierne i vandtårnet. Embedslæge Jens Peter Brangstrup Hansen anbefaler fortsat, at vandet i det berørte område koges, før det drikkes eller bruges til madlavning. Drikker man vand med kolibakterier, kan det give mavesmerter og diarré,men de århusianske hospitaler har ikke slået alarm. Arne Holm Pedersen mener da også, at forbrugerne har taget rådet om at koge vandet meget alvorligt. Telefonstorm Det forurenede vand har weekenden over ført til en storm på Århus Kommunale Værkers hjemmeside (www.aakv.dk), der i flere perioder er gået i sort, og på selskabets telefoner. Der har løbende været indkaldt ekstra mandskab til at betjene de mange borgere, der har ringet for at få oplysninger og gode råd. Undersøgelser af drikkevandet i Danmarks næststørste by fortsættes, indtil embedslægen erklærer vandet for rent. Ifølge reglerne må der ikke være så meget som én kolibakterie i vandet leveret fra et offentligt vandværk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her