Red Barnets Børnehave i det østlige Horsens har simpelthen opgivet at vente på, at forældrene af sig selv ville begynde at lave sunde madpakker. Nu har pædagogerne udstedt forbud imod Nutella, sukredefrugtyoghurter og andre søde sager i børnenes madkasser. Mælkesnitter og chokolade 'tvangsfjernes' simpelthen: 'Vi stiller bare krav til forældrene' »Vi har prøvet i mange år at appellere til forældrene om at lade være at fylde madpakkerne op med søde sager, men børnene har måttet kæmpe sig igennem den ene lange Nutella-flute efter den anden. Nu har vi valgt at gå en anden vej, simpelthen for børnenes skyld. Det handler ikke om tvang - vi stiller bare krav til forældrene«, siger børnehavens leder, Birgitte Rasmussen. Hun er godt klar over, at tanken om velmenende småsvensk formynderi kan få en og anden til at få mælkesnitten galt i halsen: Sætte en diskussion i gang »Men vi vil gerne sætte en diskussion i gang og råbe op om det her problem. Vi hører hjemme i et socialt belastet kvarter og har børn, der kommer herhen om morgenen med en håndfuld flødekarameller som morgenmad. De har svært ved at få plads til den havregrød, vi laver. Forældrene giver dem slik i den bedste mening og måske i dårlig samvittighed over den tid, børnene er i institution, men det går ud over børnenes helbred«, siger lederen, der allerede har registreret, at et par af børnene er begyndt at spise mere af deres madpakke. Birgitte Rasmussen har gennem årene set eksempler på »både de kraftige og de gennemsigtige børn« - og de gennemsigtige er de mest skræmmende, synes hun: 'Energiforladte børn' »Det er de her blege, tynde, matte, energiforladte børn, der mangler lysten på livet - deres forældre vil dem det bedste, men magter det ikke helt. Det er dem, vi prøver at hjælpe ved at vise en anden vej«, siger Birgitte Rasmussen, der fra og med denne måned har lanceret en helt ny kostpolitik for institutionen og blandt andet vil tage børnene med på udflugter på gartnerier og bagerier. Forældrene er blevet orienteret om den sukkerfri kurs på bestyrelses- og forældremøder og vil også på møder fremover blive inspireret til sundere kost. 'Børnene får at vide deres mad er usund' Alle er derfor klar over, at der er kommet nye boller på suppen - og at det ikke er chokoladeboller - og det er efterhånden kun en gang eller to om dagen, at Galle og Jessen stikker sit brune fjæs frem fra en madkasse. Men når det sker, træder pædagogerne i karakter som en art toldere og konfiskerer. Ifølge Birgitte Rasmussen bliver maden ikke ligefrem hevet ud af munden på børnene, men de får at vide, at deres mad er usund, og deres forældre får at vide, hvorfor maden er blevet erstattet af noget andet. Sukker versus fedt En pølsemad fuld af farve, fedt, flæsk og tilsætningsstoffer kunne måske være nogenlunde lige så blævrende en bombe under et godt barnehelbred som en chokolademad, men foreløbig bandlyser børnehaven kun sukker. »Det vil være for stor en mundfuld at snakke om det hele på én gang. Det handler om at få åbnet en debat om kosten«, siger Birgitte Rasmussen, der har hørt lidt negativ forældremumlen om konfiskationspolitikken, men fortrinsvis har fået positive reaktioner. 'På lang sigt en god idé' Formanden for forældrebestyrelsen, Lars Madsen, kan godt forestille sig, at der er de forældre, der vil opleve, at børnehaven tager ansvaret fra dem. »Men jeg synes, at man skal spørge sig selv, hvem det er, man gør en tjeneste på længere sigt. Jeg er selv overvægtig og kunne godt have tænkt mig, at der var nogen, der havde taget hånd om det noget tidligere. Jeg synes, at det er fint, at børnehaven viser os forældre, hvordan man bliver mæt på en sund måde«. Kakao i sandkassen 4-årige Zeki Kekec fra børnehaven har allerede lært lektien: »Vi må ikke spise chokolademadder mere. De voksne tager dem, men jeg savner dem ikke. De er usunde«, fortæller Zeki. Det er dog stadig 'kakao', han laver i sandet ude på legepladsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























