Forældre får besked om kemiske hormoner

Lyt til artiklen

Gravide kvinder og nybagte forældre får fremover bedre vejledning om, hvilke former for kosmetik og andre produkter der kan risikere at give deres drenge dårlig sædkvalitet og deres piger tidlig pubertet. Derimod er et totalforbud mod hormonforstyrrende stoffer udsat i mindst to år. Det blev resultatet af et møde torsdag i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Kravet om nyt oplysningsmateriale blev rejst i sidste uge af den radikale miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen, efter at tre amerikanske miljøorganisationer advarede mod ftalater i næsten tre ud af fire skønhedsprodukter, blandt andet cremer, parfumer og neglelak. Nye brochurer Miljøstyrelsen mener, at koncentrationerne af ftalater er for små til at udgøre en fare for fostre og spædbørn, men Det Økologiske Råd og Grøn Information bakker Gerner Nielsen op. Og supermarkedsgruppen Coop Danmark - det tidligere FDB - med bl.a. Kvickly og Fakta er begyndt at droppe de kritiske produkter. Miljø- og Planlægningsudvalget vælger nu at lade tvivlen komme forbrugerne til gode. Et usædvanligt bredt flertal - alle Folketingets partier - tilsluttede sig ideen om, at Miljøstyrelsen nu skal få udarbejdet én brochure om hormonforstyrrende stoffer til gravide og én til forældre med småbørn. Risikovurdering Længere holdt den brede enighed dog ikke. Dansk Folkeparti har tidligere nævnt muligheden for et nationalt totalforbud mod hormonforstyrrende stoffer, fordi vurderingen af stofferne går for langsomt i EU. Nu støtter både Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti imidlertid regeringens linje. Formanden for Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, Eyvind Vesselbo (V), siger, at Danmark afventer EU's risikovurdering af de hormonforstyrrende stoffer. Hvis den ikke er på plads i 2004, kan der blive tale om selvstændige, nationale initiativer, oplyser han. Miljøordfører Jørn Jespersen fra SF kritiserer udspillet fra regeringen for at være »tamt og blottet for handling«. Han vil have 66 navngivne stoffer forbudt hurtigst mulig i så mange lande som muligt - meget gerne via et dansk pres på EU-kommissionen. For lavt ambitionsniveau Også Elsebeth Gerner Nielsen mener, at ambitionsniveauet er for lavt, særligt i forhold til at udnytte Danmarks position som EU-formand. Dog erklærer hun sig tilfreds med, at regeringen i det mindste vil overveje et forbud fra 2004, at der kommer flere stoffer på Miljøstyrelsens liste over uønskede kemikalier - og at der kommer vejledninger for gravide og småbørnsforældre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her