77 demonstranter havde torsdag aften ventet mere end 24 timer i deres celler på at blive sigtet, efter de onsdag blev anholdt i en lovlig anmeldt demonstration før FN's topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg. En af demonstranterne sammenlignede anholdelsen med politiets voldelige optræden under landets tidligere, racistiske apartheidstyre. Mobiltelefon fra cellen Men der var dog mindst ét fremskridt: Zakes Hlatshwayo var i stand til at tale med pressen over mobiltelefon fra sin celle: »Jeg er overbevist om, det her er en uerklæret national undtagelsestilstand. Regeringen er opsat på at sikre, at der ikke bliver nogen forstyrrelser af topmødet«, sagde han. Hlatshwayo er direktør for Den Nationale Landkomité, der kæmper for land til Sydafrikas mange jordløse. Onsdagens demonstration med 1.000 deltagere foran Gauteng-provinsens premierministers kontor var en protest over rydningen af flere ulovligt byggede skurbyer i Johannesburgs udkant. Politiet afviser anklager Ifølge politiets talskvinde, Amanda Roestoff, vil demonstranterne blive sigtet for forbrydelser mod den offentlige orden, fordi de angiveligt nægtede at gå hjem efter at have afleveret en udtalelse. Hlatshwayo siger derimod, at demonstranterne havde bevæget sig ned i en lokal park, hvor de blev overfaldet med knipler af en overvejende hvid politistyrke. Politiet afviser, der blev brugt fysisk magt under anholdelsen. Tusinder af hjemløse har anmeldt en demonstration til det konferencecenter, hvor topmødet afholdes. De vil bl.a. protestere over det langsomme tempo i landets jordreformer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























