En hånd til homoseksuelle indvandrere

Lyt til artiklen

De etniske foreninger i København skal være med til at nedbryde homoseksualitet som et tabu i de etniske miljøer, mener Københavns kulturborgmester Martin Geertsen (V). Han har derfor bedt kommunens nye Projektrådgivning, der har kontakt til mere end 150 etnisk baserede foreninger i København, om at være med til at sikre, at homoseksuelle indvandrere og flygtninge ikke bliver diskrimineret. Harm over INDsam Martin Geertsen er harm over, at landets største indvandrerorganisation INDsam har været tilbageholdende med at ville samarbejde med Landsforeningen for bøsser og lesbiske om en oplysningskampagne rettet mod de etniske miljøer. »København skal være en åben og tolerant by. Derimod må der ikke være plads til, at en gruppe hæmmer en anden gruppe«, siger han. Projektrådgivningen har en bevilling på 1,2 million kroner, og indsatsen over for homoseksuelle i de etniske miljøer skal finansieres inden for bevillingen. Formand for INDsam Mohammed Gelle udtalte i søndags til Politiken, at »tiden ikke var inde til at diskutere homoseksualitet« blandt indvandrere og flygtninge, og at en oplysningskampagne »ikke måtte reklamere mere for homoseksualitet end nødvendigt«. Udvikling skridt for skridt Mohammed Gelle siger, at han er blevet korrekt citeret, men er ked af den måde, hans udtalelser er blevet opfattet på. »Vi vil gerne være med til at lave en kampagne«, siger han. »Men man skal huske, at det ikke er lang tiden siden, at emnet var tabu også blandt danskere, og udviklingen skete skridt for skridt. Det samme skal ske over for nydanskerne. Man skal lave en kampagne på en måde, som er modtagelig for dem. Her hjælper det ikke med store avisartikler. Man skal starte med små diskussioner som, at man ikke må udstøde et familiemedlem, hvis vedkommende springer ud som homoseksuel«, siger Mohammed Gelle. Formand for Landsforeningen for bøsser og lesbiske Bent Hansen glæder sig over mulighederne for et samarbejde - både med Københavns Kommune og INDsam. »Vi vil tage kontakt til dem begge. Det er rart, at INDsam ikke kommer med en afvisning. Det ændrer dog ikke vores holdning om, at man skal bruge det offentlige rum til at fremme en debat«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her