Det voldsomme og dyre bureaukrati, som regeringen har bundet i halen på Venstres centrale valgløfte om ekstra 500 millioner kroner til hjemmehjælp, skaber dyb kløft mellem regeringen og en række Venstre-borgmestre i landkommunerne. Udgifterne til administration, beregninger og analyser i hver enkelt kommune kommer til at beslaglægge halvdelen af regeringens ekstrabevilling. Det er en direkte følge af regeringens lovkrav om frit valg mellem kommunal og privat hjemmehjælp fra årsskiftet. »Som lokalpolitikere er vi først og fremmest interesseret i at anvende så mange af pengene som muligt til konkret service - og tilsvarende så lidt som muligt til administration. Den mulighed har vi ikke med de krav, som ligger i loven om frit valg. Det er uheldigt«, siger Brammings borgmester, Karl Kr. Knudtzen (V). Tilhænger af friere valg Selv om Bramming-borgmesteren principielt er tilhænger af et friere valg, har han ingen forståelse for gårsdagens udmelding fra socialminister Henriette Kjær (K). Hun kritiserer kommunerne for at være alt for langsomme med at skabe fundamentet for det frie valg gennem en præcis beskrivelse af hjemmeplejen. »Vi oplever - akkurat som under den gamle regering - at vores folketingspolitikere har utroligt travlt med at love serviceforbedringer på vores vegne«, siger han. Urealistisk valg Et andet kritikpunkt fra særligt V's borgmestrene i de mindre landkommuner lyder, at det frie valg er urealistisk. Antallet af hjemmehjælpsmodtagere er nemlig så få - og de bor så spredt - at det ikke er interessant for private firmaer at byde på den kommunale opgave. F.eks. oplyser Ringes borgmester, Bo Andersen (V), at blot en håndfuld af kommunens 400 pensionister i øjeblikket bruger muligheden for at få privat rengøring. Borgmester i Tørring-Uldum Kirsten Terkildsen (V), forsøger at løse dette problem ved stordrift: »Vi går sammen med fire andre kommuner og forsøger at mindske udgifterne i den enkelte kommune. Det er en stor opgave, fordi regeringen absolut vil have ændringerne igennem på en formiddag. Den slags udmærkede ændringer skal sås, plantes og forstås, og det er der ikke tid til på få måneder«. Socialordfører Eva Kjer Hansen (V) kaldte det torsdag »svigt og forsømmelse«, at kommunerne ikke er kommet længere med at få kortlagt hjemmehjælpens omkostninger. Spanke folk på plads Bo Andersen er ikke imponeret over partifællen: »Det er udtryk for, at man tror, man kan spanke folk på plads. Men hun mangler forståelse af virkeligheden i kommunerne«, siger han. Formand for Kommunernes Landsforening, borgmester Ejgil W. Rasmussen (V) bestyrer den lille Gedved Kommune. Han tror heller ikke, at de private tilbud om at yde hjemmehjælp pludselig vil blomstre op på hans breddegrader. »Vi har været meget kritiske over for loven fra KL's side, og vi bryder os især ikke om de meget detaljerede krav til kommunerne og den hast, tingene skal gennemføres med. Det koster dyrt«, siger Ejgil W. Rasmussen, der langt hellere så en rammelovgivning, hvor regeringen lagde målet om valgfrihed fast. Og derefter lod kommunerne selv udfylde loven konkret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























