Kun en uge før Socialdemokratiets kongres er S-formand Poul Nyrup Rasmussen blevet svækket yderligere med Ritt Bjerregaards beslutning om at gå som udlændingeordfører og hendes meget direkte angreb på Nyrup som partiets leder. Efter den seneste måneds magtkampe om de ledende poster er det kriseramte parti kastet ud i en helt uforudsigelig proces, som inden for en overskuelig fremtid kan ende med, at Poul Nyrup Rasmussen må gå som partiformand. Har sat ord på frustrationer Endnu er der ingen i partiet, der direkte opfordrer Nyrup til at slippe tøjlerne. Men Ritt Bjerregaard har sat ord på frustrationer, som deles af mange i partiet. Det kan få krisen til at vokse ud af hænderne på partiledelsen. »Jeg har ikke tillid til, at Nyrup kan lave en udlændingepolitik, som samler. Men hvem der er formand for folketingsgruppen og for partiet, det bestemmer vores kompetente organer«, siger Ritt Bjerregaard. Den konkrete anledning til Ritt Bjerregaards beslutning var et interview med Poul Nyrup Rasmussen i TV2 tirsdag. Nyrup blev bedt om at forholde sig til Karen Jespersen, som i pressen havde efterlyst mere fokus på antallet af udlændinge i S-debatten. En ret klar undsigelse af det udlændingekompromis, som ellers så småt tegner sig i partiet. Undlod at tage stilling Poul Nyrup Rasmussen undlod i tv-interviewet at tage stilling til uenigheden, hvilket Ritt Bjerregaard opfattede som manglende opbakning til hende som ordfører. Det er dog en udbredt opfattelse i partiet, at Ritt Bjerregaard længe har søgt en anledning til at komme af med det besværlige ordførerskab. Men især til at distancere sig fra den kriseramte partiformand, der i den sidste måned har indkasseret flere nederlag. Ritt: Manglende respekt Selv siger Ritt Bjerregaard: »Det er klart, at det spiller ind, at hele fornyelsesforløbet viste samme svaghed. Nemlig manglende respekt for mennesker. F.eks. at fyre de næstformand, der har gjort et stykke arbejde i lang tid, ved en telefonsamtale«. Nyrup er overrasket Nyrup erklærer sig »overrasket« over Ritt Bjerregaards beslutning og hendes angreb. »Jeg synes, at Ritt overreagerer. Med hendes lange politiske erfaring bør hun kunne se igennem et tilfældigt tv-klip. Så jeg har svært ved at få øje på hendes egentlige begrundelse«, siger han. Nyrup mener, at han har givet Ritt Bjerregaard klar opbakning som ordfører, og han forventer fortsat, at kongressen i næste weekend kan tage et afgørende skridt mod et holdbart kompromis i udlændingepolitikken. »Vi er meget tæt på at have et godt grundlag, og jeg tror, vi kan nå et vigtig skridt videre på kongressen. Med eller uden Ritts drama«. Nyrup: Man må være robust Poul Nyrup Rasmussen er helt bevidst om, at Ritt Bjerregaards hårde angreb kan svække ham. »Men som partiformand må man være robust, også når tingene er vanskelige. Jeg har aldrig været i tvivl om, at processen efter valget ville blive vanskelig«, siger Nyrup. Ritt Bjerregaards aktion afslører, at hendes hidtidige netværk blandt de unge nu støtter Nyrup. Bundsgaard: Dybt urimelige udfald »Ritts udfald mod Poul Nyrup er dybt urimelige«, siger kommende næstformand Lotte Bundsgaard. Samme linje valgte Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen fredag. Andre fra den såkaldte mellemgruppe og fra den gamle Auken-fløj støttede til gengæld Ritt Bjerregaard. Buskti forstår Ritt »Når man kender Ritt, og hun ikke som ordfører kunne få opbakning, så er det forståeligt og ikke overraskende. Men det er dybt beklageligt, fordi det dokumenterer, at Nyrups autoritet er lidt flosset, og det er ikke specielt godt for ham eller partiet«, siger skatteordfører Jacob Buksti. »Så det bliver interessant at se, hvad den kommende tid bringer. Det vil afhænge meget af, hvordan Nyrup håndterer tingene«. Kramer Mikkelsen forstår Ritt Også Lars Kramer Mikkelsen forstår Ritt Bjerregaard: »Når generalen ikke støtter de ledende officerer, så har vi et problem. En leder må tage beslutninger, også når det er ubehageligt«. Stadig flere i Socialdemokratiet taler om Mogens Lykketoft som en mulig afløser for Nyrup som overgangsfigur. Han ville fredag ikke kommentere krisen i partiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























