Økonomisk og social smerte følger ofte i kølvandet på alvorlig fysisk sygdom, men i Københavns Amt vil der fremover ikke være lindring af hente hos socialrådgivere på hospitalerne. I forbindelse med budgettet for 2003 lægger amtet op til at spare 20 ud af 26 socialrådgiverstillinger væk på de tre hospitaler i Gentofte, Glostrup og Herlev. Det har af naturlige grunde fået socialrådgiverne op på barrikaderne for at markere det uheldige ved netop den besparelse. 'Indsatsen forsvinder' »Alvorligt syge mennesker er i en slags krise, hvor en række sociale og økonomiske problemer helt overskygger. Hvad skal deres pårørende leve af, når de er væk, er bare et af de typiske spørgsmål, vi møder«, siger Mette Juel Hansen, der er socialrådgiver på Herlev Sygehus. Hun og kollegerne er overbevist om, at deres indsats helt forsvinder sammen med stillingerne, og argumentet med, at patienternes hjemkommuner skal overtage opgaven, holder ikke: Nytter ikke med ventetid »Hvis man har meget kort tid tilbage at leve i, kan det jo ikke nytte, at der er en ventetid på to-tre uger på at komme til at tale med en sagsbehandler i ens egen kommune. Da kan det være for sent«, siger Mette Juel Hansen, som også fremhæver socialrådgivernes arbejde med at bringe syge mennesker tilbage til arbejde igen, når de er blevet raske. Helt kontante tab er en af de konsekvenser af besparelsen, som socialrådgiver Lise Dannemand fra Amtssygehuset i Glostrup forudser. Kan miste mulighed for erstatning Hun frygter, at mange ofre for alvorlige trafikuheld mister en mulig erstatning, fordi den socialrådgiver, som skal hjælpe og gøre opmærksom på rettighederne, er væk. Formand for amtets sundhedsudvalg Leif Flemming Jensen (S) er ikke begejstret for at skære de godt syv millioner kroner, som socialrådgiverne koster. 'Dyrt at være fattig' »Det er dyrt at være fattig, og jeg er da helt enig i, at socialrådgiverne er et vanskeligt sted at skære. Heldigvis bevarer vi nogle få stillinger, som vi bruger på kræft- og børneafdelinger, hvor behovet for rådgivning er størst«, siger han. Ud af et samlet budget på omkring fem milliarder kroner, som det samlede sygehusvæsen i Københavns Amt koster, skal der netto spares 34 millioner kroner. Andre forslag til at finde pengene er at stoppe annoncering efter læger og sygeplejersker i fagblade, ligesom det giver en besparelse at samle visse sygdomme på sygehuset i Gentofte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























