Regeringen ser gerne, at København omdanner 3.000 små lejligheder til ungdomsboliger, men vil ikke bevilge mere byfornyelse af den grund. »Jeg er villig til at ændre mit tilbud til boligminister Bendt Bendtsen. I stedet for at cykle med ham rundt på Vesterbro, så han ved selvsyn kan konstatere behovet for et fortsat højt tempo i byfornyelsen, er jeg villig til at køre bil eller gå. Men ellers flytter jeg mig ikke«, siger Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S). Sådan lyder hans replik til regeringens afslag om at øge bevillingen til byfornyelsen - som modydelse for, at København sparer regeringen for 750 millioner kroner til nye ungdomsboliger og i stedet skaffer 3.000 små boliger ved at omdanne nuværende familieboliger på omkring 40 kvadratmeter. Begejstret for den ene halvdel af tilbuddet Boligminister Bendt Bendtsen (K) er begejstret for den ene halvdel af tilbuddet - ommærkningen af 3.000 små lejligheder til ungdomsboliger. Men Bendt Bendtsen vil ikke handle med overborgmesteren, og han argumenterer med, at regeringens mål er flere boliger. 'Bendtsen kan ikke slå mine ambitioner' »Vi bygger jo allerede 1.600 flere nye ungdomsboliger i de kommende år, og jeg tror ærligt talt ikke, at Bendt Bendtsen kan slå mig i ambitionen om nye boliger i København. Men han kan ikke bare tage den ene halvdel af pakken og så selv undslå sig, når det gælder om at yde sit bidrag«, siger Kramer Mikkelsen. Helt konkret mener Københavns Kommune, at det bliver vanskeligt at afskrive de 3.000 små lejligheder som familieboliger, hvis man ikke får penge til rummelige og nye familieboliger. »Midlerne til byfornyelse er på rekordtid halveret, og det er for fattigt et perspektiv bare at sige, at der skal mere privat finansiering ind i byfornyelsen. På den måde har vi jo ingen garanti for, at de byfornyede lejligheder bliver til at betale for almindelige mennesker«, siger overborgmester Kramer Mikkelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























