Arbejdsgiverne skal betale

Lyt til artiklen

Socialdemokratiet vil nedsætte skatten på arbejde med en omfattende skattereform, der flytter rundt på 110 milliarder kroner over otte år. Den væsentligste del af skattelettelsen til lønmodtagerne skal betales af arbejdsgiverne og med en forventning om lavere lønstigninger. Det vil også medføre, at overførselsindkomsterne stiger mindre. 'Tæt sammenhæng med velfærdssystem' »Der er en tæt sammenhæng mellem skat og indretningen af vores velfærdssystem. Derfor handler udspillet ikke kun om skat, men også om en række velfærdsydelser«, sagde skatteordfører Jacob Buksti (S), da partiet torsdag præsenterede sit skatteudspil. Udspillet er Socialdemokratiets bidrag til den skattedebat, der ventes at blive det store politiske tema til foråret. VK-regeringen har bebudet et lovforslag om lettelser i skatten på arbejde, som skal være vedtaget inden Folketingets sommerferie næste år og træde i kraft 1. januar 2004. Naturlig forlængelse Socialdemokratiet mener, at det omfattende skatteudspil ligger i naturlig forlængelse af de seneste tre skattereformer fra 1987, 1993 og 1999, som alle har haft som ambition at nedsætte skatten på arbejde og i stedet inddrage andre skattekilder. En af arkitekterne på de tre tidligere skattereformer er tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S), som også er chefarkitekten på det nye skatteudspil 'Fremtidens velfærd - lavere skat på arbejde'. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har bidraget med teknisk/økonomisk assistance. Nye S-tanker i forhold til tidligere I skatteudspillet foreslår Socialdemokratiet en række ting, som partiet afviste blankt, mens SR-regeringen sad ved magten. Blandt andet indtægtsregulering af børnechecken og et beskæftigelsesfradrag. »Vi har hele tiden sagt, at børnechecken er en del af skattesystemet, men når vi også aftrapper personfradraget ved høje indkomster, så er det logisk at aftrappe børnechecken«, siger Jacob Buksti. Symbolsk indgreb Aftrapningen af børnechecken vil først sætte ind, når en af forældrene tjener over 778.000 kroner årligt. »Så det har mest symbolværdi. Det, der virkelig batter i vores udspil, er omfordelingen til børnefamilier, der er i arbejde«, siger politisk ordfører Mogens Lykketoft. Når det gælder beskæftigelsesfradraget, mener Socialdemokratiet nu at have fundet en brugbar model, som betyder, at fradraget aftrappes for indkomster over 200.000 kroner. S: Øger beskæftigelsen med 70.000 Socialdemokratiet forventer, at skatteudspillet kan øge beskæftigelsen med omkring 20.000 personer - samt skabe et ekstra økonomisk råderum på mellem 4 og 5 milliarder kroner, som partiet ikke har indregnet. Hele forudsætningen for beregningen er, at lønmodtagerne vil acceptere lavere lønstigninger, fordi lavere skat sikrer reallønsfremgangen. Da overførselsindkomsterne reguleres efter lønudviklingen, vil det også betyde lavere udgifter til kontanthjælp, folkepension og så videre. SF: Interessant På Christiansborg modtages skatteudspillet mest velvilligt af venstrefløjen, som dog mener, at den sociale profil kunne være skarpere. »I flere henseender interessant«, lyder dommen fra skatteordfører Aage Frandsen (SF). »Det viser, at der er muligheder for at sænke skatten på arbejde, men konsekvenserne for fordelingspolitikken er slet ikke tilfredsstillende«. Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at Socialdemokratiet er stoppet for tidligt med at plukke i Enhedslistens skatteudspil. For kompliceret Den tidligere regeringspartner, de radikale, giver topkarakter for viljen til at ændre på skattesystemet, men bundkarakter for det kunstneriske indtryk. »Det er alt for kompliceret. Det må være et mål at skabe et skattesystem, hvor enhver kan regne sin egen skat ud. Men Socialdemokratiet skal have ros for viljen til at sænke skatten på arbejde«, siger skatteordfører Anders Samuelsen (R). Venstre skeptisk Regeringen og regeringspartierne forholder sig skeptisk afventende. »Umiddelbart ser skattelettelserne flotte ud, men der udskrives store skatteregninger til store dele af befolkningen og erhvervslivet«, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V), der vil vente med den endelige vurdering, indtil hans ministerium har regnet på det omfattende socialdemokratiske udspil. K: Det skal være reele lettelser De konservative er tilfredse med, at Socialdemokratiet vil sænke skatten på arbejde. »Men skattelettelser skal være reelle. Socialdemokratiet flytter rundt på mange milliarder, men der er ikke tale om reelle skattelettelser i udspillet«, siger politisk ordfører Pia Christmas-Møller (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her