40 pct. af landets kommuner skærer på institutions-området i forbindelse med budgetlægningen for 2003. Kommunernes Landsforening kalder besparelserne for »behovsrelateret tilpasning«. Det konkluderer BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk - og Pædagogisk Medhjælperforbund (PMF) på baggrund af en rundringning til samtlige landets kommuner. BUPL: Værre end frygtet Kommunernes budgetlægning for daginstitutioner, fritidshjem, SFO'er og klubber, der skal være på plads inden 15. oktober, handler ifølge de to organisationer ikke kun om tilretninger til et eventuelt faldende børnetal. »Det ser værre ud, end vi havde frygtet. Man skærer langt dybere, end børnetallet berettiger til. Nu er det den direkte tid og kontakt mellem pædagoger og børnene, der bliver ramt. I Odense betyder det f.eks., at man hæver antallet af børn for hver voksen fra 13 til 15«, siger formanden for BUPL, Bente Sorgenfrey. 65 kommuner forringer normeringer Af de 109 kommuner (40 pct.), der har gennemført eller planlægger at gennemføre deciderede nedskæringer, vil 65 kommuner forringe normeringerne i institutionerne, mens 49 kommuner arbejder med en utilstrækkelig løn- eller prisfremskrivning, viser tallene fra de to organisationer. KL afviser nedskæringer Formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Roskilde-borgmesteren Bjørn Dahl(V) mener ikke der er tale om nedskæringer. »Det, som BUPL kalder nedskæringer, vil jeg kalde en behovsrelateret tilpasning. Der er jo forskel på de enkelte kommuners virkelighed og demografiske sammensætning, og derfor er der hvert eneste år nogle kommuner, der skruer op for budgettet og nogle, der skruer ned. Der ligger i hvert fald intet i den aftale, som Kommunernes Landsforening har lavet med regeringen, der pålægger kommunerne at forringe kvaliteten på daginstitutioner«, siger Bjørn Dahl. Strejker kan brede sig Pædagogerne er ifølge Bente Sorgenfrey i oprør over de planlagte nedskæringer, og hun vil ikke udelukke, at de nuværende pædagogstrejker breder sig yderligere. »Det er i hvert fald mange år siden, at jeg har oplevet, at pædagogerne er så vrede, som de er nu«, siger BUPL-formanden, som også forventer vrede reaktioner fra forældrene. Kommunerundringningen er gennemført af BUPL og PMF i slutningen af august og starten af september, og ifølge BUPL-formanden er der i mellemtiden fra flere kommuner kommet meldinger om endnu større nedskæringer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























