Kort før weekendens landsmøde i Venstre bliver regeringens midtsøgende økonomiske politik udfordret fra egne rækker. I en ny bog foreslår den unge københavnske borgmester Søren Pind (V) fuldt finansierede skattelettelser for de rigeste på 41 millarder kroner ved at fastfryse overførselsindkomsterne og det offentlige forbrug. Dermed forsøger borgmesteren at sætte gang i en hed skattedebat på landsmødet, hvor partitoppen ved statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) foreløbigt forsøger at nedtone skattediskussionen. Kold partitop Omvendt går Søren Pind målrettet efter at udfordre partitoppen, der mandag vendte tommelfingeren nedad. »Først siger man følgende: 'Vi skal ikke have en skattedebat i Venstre, uden at skattelettelserne er finansieret'. Så kommer man med finansiering, og så lyder det: 'Det er ikke godt nok'. Så må de jo komme med noget andet. Det kan ikke være rigtigt«, siger Søren Pind. Borgmesterens forslag går ud på at droppe satsreguleringen af overførselsindkomster frem til 2010, så f.eks. ydelser til kontanthjælp og pensioner kun stiger i takt med inflationen. Således får grupperne på overførselsindkomst hverken færre eller flere penge til rådighed end i dag, fastslår borgmesteren, der samtidig foreslår en fastfrysning af det offentlige forbrug på 2002-niveau. 41 mia. frigjort Sammenlagt vil forslagene frigøre 41 milliarder kroner til skattelettelser i 2010. Lettelserne skal i første række begunstige højindkomstgrupperne ved at høvle to procentpoint af bruttoskatten og samtidig fjerne mellemskatten og topskatten. Det må skuffe dig, at statsministeren så sent som mandag eftermiddag fastslog, at skattelettelser til de rige ikke skal findes ved at skære i de sociale ydelser? »Det her er ikke skattelettelser for de rige, det er skattelettelser for de aktive og samtidig en inflationssikring i forhold til grupperne på overførselsindkomst«. Men de aktive er vel også de rige? »Det kan godt være. Men vi har rent faktisk det problem i dag, at folk på overførsel stiger mere i indkomst end lavtlønsgrupperne. Det synes jeg er et moralsk problem i en tid, hvor vi siger, at vi gerne vil have flere i arbejde. Vi har så samtidig det konkurrencemæssige problem, at de bedste af os rejser til udlandet. Det er dem over min egen generation ret ligeglade med, men det er jeg ikke«, siger Søren Pind. Rohde undsiger Venstres politiske ordfører Jens Rohde, der tilhører Søren Pinds egen generation, kvitterede mandag for borgmesterens »friske pust«. Men han afviser bastant at adoptere ideerne. »Jeg er nødt til at sige, at det her ikke er Venstres politik. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det bliver det«, siger Jens Rohde. Liberale hedsporer Statsministeren understregede mandag, at der ikke bliver skattelettelser, før der er fundet penge på statsbudgettet. Han kaldte - med en venlig hentydning til Pind - kritikere af den forsigtige kurs i egne rækker for »yngre, liberale hedsporer«. »Omdrejningspunktet bliver skattestoppet. Det er kommet for at blive. Og jo stærkere beskydningen af det er, jo lykkeligere bliver jeg for det. Det giver befolkningen tryghed mod ubehagelige overraskelser for familiernes økonomi«, sagde Fogh. Kritik af S-udspil Han benyttede også lejligheden til at klandre især Socialdemokraternes nye skatteudspil, som vil lette skatten på arbejde og lade erhvervslivet betale. Reelt flytter det skatten fra den ene lomme til den anden, og det vil samtidig forringe virksomhedernes konkurrenceevne, mente statsministeren. Skuldertræk til R Fogh Rasmussen havde kun et skuldertræk tilovers for den radikale skatteordfører Anders Samuelsen, der mandag forsøgte at overtage teten fra regeringen, da han uden om regeringen inviterede Folketingets partier til forhandlinger om en skattereform. Regeringens eget skattepolitiske udspil kommer til foråret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























