Skatten stiger i Vestsjællands Amt

Lyt til artiklen

Vestsjælland bliver det eneste danske amt, der næste år må trodse regeringen og hæve skatten. Det står klart, efter at amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V) har måttet opgive at finde et flertal for sit budgetforslag og sin sygehusplan. »Nu skal sygehusplanen tages af bordet, og der skal laves nye undersøgelser og nye planer, så det bliver til en skattestigning. Det kan ikke undgås«, siger amtsborgmesteren til Ritzau. Der har blandt andet været kritik af, at amtsborgmesteren i sin sygehusplan fra juni måned har taget fire decentrale sygehusafdelinger ud af den samlede organisation, hvilket er blevet kaldt for sygehusnedlæggelser. Der har også været kritik af en række nedskæringer på det psykiatriske område. »Vi har et sundhedsvæsen, der er tre procent dyrere end gennemsnittet uden for København. Det svarer til 140 millioner kroner, og dem ville jeg med sygehusplanen tage 90 millioner kroner fra, så vi kun var 50 millioner dyrere end gennemsnittet«, siger Hans Jørgen Holm til Ritzau. S, R, SF: Ingen hasteændringer i sygehusvæsnet Tidligere amtsborgmester i Vestsjælland Søren Eriksen (S) erkender, at det bliver svært at undgå en skattestigning på mellem 0,3 og 0,5 procentpoint uden en omlægning på sygehusområdet. Socialdemokraterne vil imidlertid ikke gennemføre en forhastet omlægning af sygehusvæsnet i amtet. Desuden ønsker S, SF og de Radikale ikke at låne de 100 millioner kroner, der er nødvendige for at betale omlægningen. Ifølge Søren Eriksen er partierne i amtsrådet stort set enige om, at der skal findes besparelser på sygehusfronten, og at de kan findes ved at ændre strukturen. Han mener dog ikke, at amtsborgmesteren har været parat til at drøfte andre alternativer end sit eget forslag. Slagelse dobbelt ramt Vestsjællænderne bliver ikke helt alene med deres forhøjede skattebillet. I 15 kommuner landet over har borgmestre og byråd også følt sig tvungent til at give trækprocenten vokseværk. Eksempelvis i den østjyske by Hedensted, der er næste års højdespringer med et planlagt løft på 1,1 procentpoint. Borgerne i Slagelse bliver dobbelt ramt, fordi kommunen vil hæve skatten fra 20,3 til 20,7 procent. Finansminister Thor Pedersen (V) har truet kommuner, der sætter skatten op, med at konfiskere halvdelen af den ekstra indtjening. Ligeledes er kommuner, der sætter skatten ned, blevet lovet halvdelen af tabet på skattenedsættelsen. - 24/6_Sygehusene i Nykøbing Sjælland, Sæby, Korsør og Haslev skal helt lukkes og deres aktiviteter lægges ind under de øvrige vestsjællandske sygehuse. Sådan lyder udspillet fra amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V), efter at han sent i aftes havde orienteret de øvrige partier om amtets drastiskesparekrav. »Enten lukker sygehusene, eller også sættes amtet under administration. Vi mangler 300 mio. kr. Og vi har ingen anden udvej«, siger Hans Jørgen Holm til DR-Regionalen i Næstved. Ud over lukning af de fire sygehuse risikerer Kalundborg Sygehus at miste sin fødeafdeling og akutte skadestue. DF bryder med Venstre Venstres støtteparti på amtsgården i Sorø, Dansk Folkeparti, tager afstand fra besparelserne og bryder alliancen med den borgerlige blok. Dermed har Venstre og de Konservative reelt mistet deres flertal i Vestsjællands Amt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her