Hvis Poul Nyrup Rasmussen troede, at han efter sidste weekends udglattende kongres hos Socialdemokraterne nu ville få fred og ro og ikke flere udmarvende personkampe i partiets folketingsgruppe, så tog han nok fejl. Allerede på selve kongressen i Aalborg opfordrede uddannelsesordfører Frank Jensen i meget direkte vendinger formand Nyrup til at placere folk fra den såkaldte mellemgeneration - som Jensen selv tilhører - på mere fremtrædende poster i Folketinget. »Man kan ikke bare springe en generation over, bare fordi vi har været ministre«, sagde Frank Jensen, som efter de seneste måneders hændelser i partiet er trådt mere og mere åbenlyst frem som mulig kronprins. Strid om tv-anmeldelser Dagen efter kongressen debuterede Frank Jensen som ugens tv-anmelder på Ekstra Bladet, og de første tre anmeldelser har skabt forundring blandt en stribe partifæller, der føler, at Frank Jensen langer ud efter Poul Nyrup og andre for at profilere sig selv. Og dermed skaber ny splid. »Alle personer, som gør sig forhåbninger om at blive noget stort, skal have evnen til at samle og ikke sprede. Vise vejen frem og skabe bred opbakning. Kort sagt: Vise lederskab«, siger udenrigsordfører Claus Larsen-Jensen. I mandagsavisen konstaterede Frank Jensen, at Tvind-lederen Mogens Amdi Petersen »har erstattet Nyrup som tophistorie«, og fortsættelsen lød: »Det er godt for både Nyrup og seerne. Nyrup kan ånde lettet op, Amdi vil overtage rollen som tophistorie i lang tid«. Anmeldelse af svensk S-valgsejr Tirsdag sluttede Frank Jensen sin anmeldelse med at lykønske den svenske statsminister Göran Perssons med hans socialdemokratiske valgsejr. Og så skrev Jensen om Persson: »I Nyhederne gav han opskriften på Socialdemokraternes succes: Moderne er ikke noget, man taler om, at man er - det er noget, man er. Fornyelse er ikke stil - men indhold og politik. Ja - måske skal vi ikke nøjes med at kopiere Sossernes rose og navn!«. Onsdag koncentrerede Frank Jensen sig om at jorde partifællen Mette Frederiksens forslag om at kriminalisere de prostitueredes kunder, fordi forslaget efter den tidligere justitsministers mening kan betyde, at »de her stakkels kvinder bliver udsat for endnu større fare for liv og førlighed«. Klumme læses med interesse Henrik Sass Larsen - som Nyrup for nogle uger siden måtte opgive at gøre til politisk ordfører, fordi Frank Jensen meldte sig som modkandidat - siger om tv-anmeldelserne: »Jeg studerer dem med stor interesse«. Hvad synes du om dem? »Joh, jeg skal selv være anmelder i uge 40, og jeg vil nok ikke bruge spaltepladsen til at politisere på sådan vis«. Erhvervsordfører Jan Trøjborg mener omvendt, at Frank Jensen politiserer for lidt. Frank Jensen selv forstår ikke opstandelsen. Han afviser, at anmeldelserne er skrevet for at profilere sig selv i kapløbet om topposter i partiet. »Jeg er målløs over den reaktion. Så kan jeg åbenbart hverken mene eller sige«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























