Nyt håb for døende

Lyt til artiklen

Som det første land i verden nedsætter Danmark nu et lægeligt panel, hvor alle uhelbredeligt syge kan få deres sygehistorie vurderet en sidste gang. Skønner panelets eksperter, at der er håb knyttet til en eksperimenterende behandling i udlandet, kommer patienten af sted på skatteborgernes regning. Med sin helt egen model forsøger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at finde »en smertelig balance« for den gruppe af patienter, der er konstateret uhelbredeligt syge af det danske sygehusvæsen, og som hidtil er nægtet offentligt betalt forsøgsbehandling i udlandet. »Vi har arbejdet meget længe på denne model for at kombinere omsorgen for den enkelte patient - hvor det drejer sig om ikke at slukke håbet - og hensynet til, at vi faktisk forvalter skatteborgernes penge, som vi jo ikke kan kaste efter hvad som helst«, siger han. Nyt panel Det nye panel, som i Sundhedsministeriets sprogbrug hedder 'second opinion-panelet', kommer til at bestå af to danske lægeeksperter og to udenlandske, og i første omgang er der afsat 10 mio. kr. til at betale forsøgsbehandling med. Hidtil, hvor patienter med uhelbredelige diagnoser selv har måttet betale for ikke-godkendt behandling i udlandet, har det især været det svenske Karolinska Sjukhuset og kræfthospitalet i den tyske by Hammelburg, der har været søgt. Det nye tilbud retter sig særligt til kræftpatienter, og Arne Rolighed - sundhedsminister i den forgangne regering og nuværende direktør i Kræftens Bekæmpelse - hilser regeringens initiativ hjerteligt velkommen. Lægelig komité »Faktisk havde Kræftens Bekæmpelse selv besluttet at oprette en lægelig komité inden for hud- og lungekræft til at rådgive patienter, som er opgivet af det danske sundhedsvæsen, om mulighederne i udlandet«, siger Arne Rolighed, som nu lægger foreningens egen model til hvile en tid og afventer resultaterne af ministerens nye panel. Set med Arne Roligheds øjne er det afgørende, at den udenlandske behandling - selv om resultaterne ikke er videnskabeligt dokumenteret - alligevel indgår i et forskningsprogram: »Det er lige så uetisk at give den forkerte behandling som at undlade at give den rette behandling«, siger han. Muligt fra nytår Den nye mulighed for at få sin dødsdom vurderet igen i second opinion-panelet er tilgængelig senest fra nytår, og endnu er der ikke sat navne på de fire centrale eksperter i panelet. Kræftens Bekæmpelse vurderer, at omkring 200-300 uhelbredeligt syge kræftpatienter vil søge at styrke håbet via forsøgsbehandling. »Det er mit ønske, at det nye panel kan få karakter af et fyrtårn i patientens liv. Jeg vil nødig slukke håbet for meget syge mennesker - omvendt vil jeg naturligvis heller ikke tænde et falsk håb for patienterne. Men afklaring af situationen er panelets styrke«, siger Lars Løkke Rasmussen, der også håber, at søgningen til panelet kan tegne en profil af, hvor Danmark står svagt behandlingsmæssigt i forhold til udlandet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her