Den gamle danske film "Støvsugerbanden" har muligvis inspireret en tyv, der i nat lettede Lykkes Guld og Sølv i Jernbanegade i Kolding for smykker til en værdi af mere end 100.000 kroner. Udstyret med en lang forlængerledning og en støvsuger ankom tyven natten til i går til guldsmedeforretningen, hvor han lavede et lille rundt hul i ruden, fremgår det af Kanal 94, DR i Vejle. Alarm blev ikke udløst Strømmen skaffede han fra en nærliggende byggeplads, hvor håndværkerne havde efterladt strømførende elkabler. »Tyven listede det yderste af støvsugerrøret gennem hullet i vinduet, og derfor blev alarmen ikke udløst, da han støvsugede vinduet for de udstillede smykker«, siger vicekriminalinspektør Carsten Thostrup fra Kolding politi til Kanal 94. Politiet har fundet en gammel støvsuger i nærheden af gerningsstedet, som nu undersøges.
Støvsugede guldsmedforretning for værdier til 100.000 kroner
Lyt til artiklen