Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen, har flere chancer for at komme ud af sin celle i Ringkøbing Arresthus, inden straffesagen mod ham afgøres i maj 2004. Selv om Amdi Petersen selv, hans advokat Anders Boelskifte og de syv andre sigtede Tvindledere var skuffede, da Vestre Landsret stadfæstede varetægtsfængslingen af Amdi Petersen, ser både forsvaret og Tvind flere muligheder for at få en hurtig løsladelse. »Jeg mener, at man kan læse i landsrettens kendelse, at anklagemyndigheden ikke kan regne med at holde Amdi varetægtsfængslet ret meget længere«, siger Tvinds talsmand, Poul Jørgensen. Skal være rimeligt forhold mellem straf og varetægt Under retsmødet i Viborg argumenterede Amdi Petersens forsvarer med, at der skal være et rimeligt forhold mellem den tid, Amdi Petersen sidder varetægtsfængslet, og den straf, han risikerer at få, når sagen er ført til doms. I sin kendelse fastslår Vestre Landsret, at dette princip - proportionalitetshensynet - ikke var til hinder for varetægtsfængsling af Amdi Petersen, men med tilføjelsen »på nuværende tidspunkt«. »Det er et signal fra retten, som dermed tydeliggør, at når vi er kommet lidt længere hen i kalenderen, så kan det godt være, at vægtskålen tipper til den anden side. Men hvornår det vil blive, er det ikke til at sige noget præcist om på nuværende tidspunkt. Det afhænger blandt andet af, om han er samarbejdsvillig, eller han ikke er til at hugge eller stikke i«, siger lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard. Grænse for fængsling Landsrettens afgørelse betyder, at Mogens Amdi Petersen skal være varetægtsfængslet frem til 13. oktober. Derefter skal retten mindst hver fjerde uge tage stilling til fortsat fængsling. Anklageren, vicestatsadvokat Finn Borch Andersen, siger, at han er »helt tryg ved«, at retten har givet et signal om, at der er en grænse for, hvor længe man kan holde Amdi Petersen varetægtsfængslet. »Sådan skal det være. Om situationen opstår, vil retten tage stilling til hver fjerde uge«, siger han. Har fire muligheder for at slippe fri Selve straffesagen skal efter planen begynde 19. februar 2003, og den ventes afsluttet i maj 2004 - to år og tre måneder efter, at Amdi Petersen blev anholdt i Los Angeles. Amdi Petersen har i hvert fald fire muligheder for at blive løsladt inden da. 1. Kan omstødes ved Højesteret Hans første mulighed er, at Anders Boelskifte får tilladelse til at indbringe fængslingen for Højesteret og får den omstødt der. 2. Kan sendes hjem og vente på dommen Anden mulighed åbnede anklageren selv for i Viborg, da retsformand Eskild Jensen spurgte, om anklageren havde tænkt sig at holde Amdi Petersen fængslet, til sagen er afsluttet. Finn Borch Andersen svarede, at når Amdi Petersen er blevet afhørt i retten, og retten har sagt, at nu vil sagen blive ført til doms, uanset om Amdi Petersen er til stede eller ej, så vil anklagemyndigheden ikke længere kræve ham varetægtsfængslet. »Hvornår det er, vil jeg ikke kaste mig ud i en vurdering af«, siger Finn Borch Andersen. Forsvareren, Anders Boelskifte, erklærede straks, at han vil forsøge at få en afhøring af Amdi Petersen i retten, allerede inden sagen går i gang i februar. 3. Retten kan sige, at nu er det nok Amdi Petersens tredje mulighed er, at retten på et tidspunkt vil sige, at nu har Amdi Petersen siddet længe nok i forhold til den straf, han risikerer. Proportionalitetshensynet. Anklageren anslog forsigtigt i Viborg, at sigtelserne, hvis de kan bevises, vil udløse en straf på tre til fem år. Forsvareren betegnede det som »skudt langt over målet«. Når retten vurderer sagen, skal den også tage hensyn til, at en mand i Amdi Petersens alder normalt vil blive løsladt efter at have afsonet den halve tid. 4. Kan bryde sammen og tilstå Endelig har Amdi Petersen en fjerde og sidste mulighed: »Han kan bryde sammen og tilstå, uanset om så han er skyldig eller ej. Det vil betyde, at sagen kan afsluttes hurtigere end ellers, fordi der så ikke kræves fuld bevisførelse. Men den mulighed er nok hypotetisk«, siger lektor Jørn Vestergaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























