Alkohol-sodavand har tag i de unge

Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

En hurtig rus uden bitter smag i munden er lige noget for de helt unge. De såkaldte RTD-drinks - ready-to-drink - som kom på markedet først på året, er utroligt populære hos pubertetsbørn. Produktet, der er en blanding af alkohol og sodavand, har typisk samme alkoholprocent som en øl. De populæreste er Smirnoff Ice og Bacardi Breezer. Førstnævnte er størst på det danske marked, og Diageo, som markedsfører produktet, melder om et salg tre gange så højt som forventet. Ekspert advarer kraftigt Professor i alkohol, dr. med. Morten Grønbek, Center for Alkoholforskning, advarer kraftigt mod de lette alkoholdrikke. »Dem skal vi være bange for. De lokker børn helt ned i 11-12-års alderen til at drikke alkohol, og får de unge til at drikke mere«, siger han og vurderer, at især de unge piger er storforbrugere af den søde alkoholblanding: »Det er let og hurtigt at få nogle promiller i blodet med de nye saftevandsagtige drikke, og så slipper man for at drikke øl og vin, som mange ikke kan lide smagen af«. Politikerne har sovet i timen Politikerne har tidligere bekæmpet lignende produkter, og erkender, at de har sovet i timen denne gang. »Men nu er vi gået i gang med et samarbejde med SF, som skal gøre noget ved problemet«, siger sundhedspolitisk ordfører, Sophie Hæstorp Andersen (S). Ideen er, at sætte hårdere ind mod reklamerne, og så skal de børnelokkende Bacardiflasker stå på spiritushylderne og ikke i nærheden af slikket, som de gør i dag. Formand for Folketingets sundhedsudvalg Birthe Skaarup (DF) er også bekymret og vil høre sundhedsministeren om sagen. Sundhedsministeren vil sætte skilte op Ifølge dagbladet BT lørdag vil sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skabe større respekt om forbuddet mod, at butikker sælger alkohol til børn under 15 år. Han vil blandt andet kræve, at der hurtigt kommer skilte op i butikkerne for at gøre opmærksom på forbuddet. »Børn under 15 år skal ikke drikke alkohol, og det er nødvendigt nu at skabe større respekt for salgsforbudet i detailbranchen«, siger ministeren til bladet. Han vil holde møde med branchen i anledning af alkohol-kampagnen i næste uge. K tror ikke på forbud Sundhedspolitisk ordfører for de konservative Else Theill Sørensen mener ikke, at et forbud i markedsføringen virker. Hun ser hellere kampagner, hvor forældrene bliver stillet til ansvar for børnenes drikkevaner. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Problemet med de søde alkoholdrikke er ikke nyt. I slutningen af 1990'erne blev de første drikke af samme karakter lanceret under tilnavnet 'alkopops'. De var hældt på flasker, der lignede vingummibamser. Et lovindgreb satte en stopper for den markedsføring, og drikkene forsvandt fra markedet og de unges bevidsthed. Nu er de tilbage. Det vækker bekymring i Sundhedsstyrelsen. »Det er et smart, sejt og handy produkt, og derfor er det især de helt unge, der bliver tiltrukket af det«, siger sociolog i Sundhedsstyrelsen, Morten Wiberg. Sundhedsstyrelsen er i gang med en undersøgelse, som netop skal klarlægge de unges forbrug af de omtalte drikke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her