Politiet i Århus indledte i dag en efterforskning af en tilskuers overfald på en fodboldspiller efter superligakampen mellem AGF og Viborg i går. En tilskuer løb ind på grønsværen, hvor han angiveligt sparkede Viborg-spilleren Morten Hamm i brystkassen. »Vi indleder en efterforskning af sagen«, siger den vagthavende ved Århus Politi. Han beder vidner til episoden og andre med oplysninger om at henvende sig. Desuden vil politiet studere pressefotos og andet materiale for at finde frem til voldsmanden. Selv om kontrollørerne havde fat i de implicerede, fik de lov at gå. Og det var en klar fejl, indrømmede AGFs sikkerhedschef, John Bundgaard, i går over for TV3. Tv-billeder viste tydeligt de fans, der forsøgte at sparke og slå ud efter især Viborg-spillerne Morten Hamm og Arek Onyszko.
Politiet undersøger overfald på fodboldspiller
Lyt til artiklen