Flere organisationer sætter nu spørgsmålstegn ved, om regeringen har holdt sit valgløfte om bedre vilkår for hjemløse, psykisk syge og handikappede. Den tidligere konservative finans- og socialminister Palle Simonsen, der i dag er formand for Det Centrale Handicap Råd, siger: »Der sker i disse år et tilbageslag på handikapområdet. Der er ikke noget i regeringens finanslov, som forbedrer forholdene for de handikappede, og i amter og kommuner ser vi en stribe nedskæringer. Situationen er så alvorlig, at vi må have svaret på, om man vil skabe en anstændig tilværelse«. Rådgivende organ er bekymret Også KFUM's Sociale Arbejde og regeringens eget rådgivende organ, Rådet for Socialt Udstødte, er stærkt bekymrede. Den brede kritik rammer ned i en af regeringens overraskende offensiver ved valget sidste år. Dengang kritiserede Anders Fogh Rasmussen (V) daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for at have gjort de fattigste danskere fattigere. Derfor skulle vilkårene for de svageste forbedres, og Fogh lancerede ideen om Rådet for Socialt Udstødte, de svagestes LO. Nu ti måneder senere får de nuværende planer om besparelser ude i kommuner og amter kritikken frem. Formanden for Rådet for Socialt Udstødte, dr.med. Preben Brandt, har nu bedt sit sekretariat om at gå i aktion. »Jeg har svært ved at gennemskue regeringens regnskab, fordi jeg synes, det er lavet så uklart. Vi er bekymrede, og derfor har vi valgt at bore i det, så vi kan gribe til handlinger ud fra et sagligt grundlag«, siger han. Palle Simonsen vil ikke uddele karakterer til regeringen, men generelsekretær i KFUM's Sociale Arbejde Lars Rahbek er mere kontant: »Regeringen er dumpet. De svageste danskere har ikke fået det bedre nogen steder, og i dag bruger vi næsten al vores tid på at kæmpe imod besparelser i stedet for at hjælpe. Det er helt til grin«, siger han. Socialminister Henriette Kjær (K) er ked af udviklingen, men mener, at kommuner og amter har penge til at støtte de svage. »Det berører mig dybt, fordi vi blev enige med amterne om, at vi skulle prioritere området, og at der er plads i budgettet. Det samme var tilfældet med kommunerne, men det er lokale prioriteringer, og det irriterer da også mig, at de lader det gå ud over væresteder«, siger hun. Socialdemokraternes ordfører på området, Karen Jespersen, mener, at ministeren sidder tilbage med det endelige ansvar og dermed et brudt valgløfte. Derfor kalder hun ministeren i samråd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























