Fiskedød i Aalborg bugt

Lyt til artiklen

Biologerne har aldrig før oplevet så massiv fiskedød som følge af iltsvind. Plettede rødspætter i den rette størrelse til en tur på panden. Små torsk, der engang skulle være endt som nytårstorsk. Tobis, der kan bruges som industrifisk. En overdådig udstilling af alt godt fra havet. Men desværre ligger fiskene ikke på is i fiskehandlerens vindue. Fisk blev kvalt De ligger på stranden ved Aalborg Bugt og rådner. Døde af iltsvind. Eller rettere - de blev kvalt, da der ikke længere var ilt i det vand, de svømmede i. Det kan man faktisk godt se. Nogle af fiskene ligger med munden spærret op. De har gispet efter vejret. »Jeg har aldrig set noget lignende. Det er temmelig chokerende at opleve så voldsomt iltsvind i bugten. Tidligere har vi kun set så massivt et iltsvind i fjordene«, siger Christen Jensen, marinbiolog i Nordjyllands Amt. Titusindvis af fisk skyllede op på stranden Han har været ansat i amtet i 16 år. Tirsdag skyllede titusindvis af fisk op på stranden. De blev fanget, da fralandsvind skubbede det iltrige overfladevand væk og dermed fik det iltfattige bundvand til som en flodbølge at skylle mod kysten. Det sker tit, at fralandsvind skubber det lave overfladevand væk, men det har været katastrofalt i de seneste dage, fordi bundvandet netop nu er fuldstændigt tømt for ilt. Det har man ikke tidligere set i amtet. »Fiskene er simpelthen blevet gennet foran bølgen af iltfrit bundvand, men de er blevet indhentet og er døde«, siger Christen Jensen. Men det er ikke kun fiskene i strandkanten, iltsvindet har slået ihjel. Bunden er også død. Nordjyllands Amt havde i går dykkere nede på 12 meters dybde. De konstaterede, at vandet på de nederste fire meter er fuldstændigt tømt for ilt. Det betyder, at de dyr, der ikke kan flytte sig, også er døde - f.eks. muslinger. »Man bliver da lidt rystet, når det viser sig, at der slet ikke er ilt i vandet på bunden«, siger Christen Jensen, der ønsker sig en ordentlig kuling fra sydøst til at tilføre vandet ny ilt. Hvor lang tid der vil gå, før bunden er normal, ved han ikke: »Vi har jo ikke noget fortilfælde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her