Stor kommunereform i fare for at kuldsejle

Lyt til artiklen

Før regeringens strukturkommission overhovedet er kommet i gang med at arbejde, har regeringen spillet sig et afgørende kort af hænde i bestræbelserne på at gennemføre en storstilet amts- og kommunalreform. Flere partier med Socialdemokraterne i spidsen fralægger sig på forhånd ethvert ansvar for strukturkommissionens arbejde og udtrykker fortørnelse over, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slet ikke har imødekommet oppositionens ændringsforslag. »Vi er på ingen måde blevet imødekommet og kan konstatere, at det arbejde, regeringen har sat i gang, kun bliver præget af regeringens synspunkter. Ikke af vores. Dermed falder sandsynligheden for, at kommissionens anbefalinger kan realiseres politisk, hvilket i forvejen bliver en svær opgave«, siger Ole Stavad, kommunalordfører (S). Politisk anses det for meget vigtigt, at Socialdemokraterne med dets mange borgmestre kommer med i en aftale om en ny kommunalreform. Krav ignoreret I et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tilkendegav Socialdemokraternes formand Poul Nyrup Rasmussen i sidste måned åbenhed for at tage fat på diskussionen om den kommunale struktur. I brevet beskriver S-formanden det som »helt afgørende«, at der til strukturkommissionen knyttes en politisk følgegruppe, der får mulighed for at følge arbejdet. Men kravet er blevet ignoreret i regeringens kommissorium for strukturkommissionen, og dermed føler Socialdemokraterne sig koblet af processen. Regeringen har heller ikke fulgt Socialdemokraternes råd om at placere en ekspolitiker, der nyder bred politisk tillid, i kommissionens formandsstol. S nævner selv Amtsrådsforeningens tidligere formand Kresten Philipsen (V) eller den tidligere formand for Folketinget Svend Jakobsen (S). I stedet har regeringen valgt at placere direktør i Sygeforsikringen Danmark, Johannes Due, i formandsstolen. Kun regeringen kan påvirke På den måde kan regeringen - og kun regeringen - påvirke strukturkommissionens gang. »Vi har ikke fået noget som helst. Vi kunne ikke engang få at vide, hvem kommissionsformanden skulle være«, siger Ole Stavad. Ifølge Ritzaus Bureau er også SF og R utilfredse med, at indenrigsministeren ikke har lyttet til deres ændringsforslag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her