Læger overtræder tvangsregler

Lyt til artiklen

Lægerne på de psykiatriske afdelinger overtræder i en række tilfælde reglerne for brugen af tvang mod psykiatriske patienter. Ofte kontrollerer lægerne ikke, som de skal, om patienter, der er tvangsindlagt, fortsat skal være det. Andre fastspændes i bælte og remme med forkerte begrundelser, og ofte glemmer lægerne at skrive i tvangsprotokollerne, hvornår tvangsindgrebet mod en patient er blevet afsluttet. Ombudsmanden på inspektion Det har Folketingets Ombudsmand konstateret under besøg på en række psykiatriske afdelinger i Danmark. Siden 1997 har Folketingets Ombudsmand efter loven kunnet komme på inspektion på de psykiatriske afdelinger, og han har indtil nu besøgt 10 af de omkring 40 afdelinger, der er i Danmark. Resten vil få besøg i de kommende år. I de meget detaljerede rapporter, som ombudsmanden afleverer til Folketinget, er der både ros og kritik af lokaler, ligesom han også giver karakter til den ofte noget skrabede og ikke så indbydende frokost. Kritik af tvangsprotokollerne Men den alvorlige kritik kommer, når ombudsmanden har gennemgået tvangsprotokollerne, som skal udfyldes, når en patient bliver udsat for tvang såsom tilbageholdelse, fastspænding, elektrochok eller tvangsmedicinering. »Jeg har ikke mulighed for at vurdere, om anvendelsen af tvangsforanstaltninger i de enkelte tilfælde har været berettiget«, skriver ombudsmanden, der som jurist må nøjes med at kontrollere, om reglerne for brug af tvang bliver fulgt. Og det bliver de ofte ikke. 35 dage for sent Når en patient er tvangsindlagt, skal overlægen efter tre dage og igen efter 10, 20 og 30 dage påse, at betingelserne for frihedsberøvelsen fortsat er opfyldt. Under sit besøg i Haderslev opdagede ombudsmanden, at fristerne i en række tilfælde ikke blev fulgt. I ét tilfælde skete det 35 dage for sent. Samtidig opdagede ombudsmanden, at der var fejl i de fleste andre tvangsprotokoller. Afdelingen erkendte fejlene og indskærpede reglerne for personalet - »især det lægelige personale«, fremgår det af rapporten. 18 fastspændt i 'urolig tilstand' På Frederiksberg Hospital opdagede ombudsmanden, at patienter i 18 tilfælde var blevet spændt fast med begrundelsen »urolig tilstand«, mens det efter loven kun må ske, hvis patienten er til fare for sig selv eller andre eller begår omfattende hærværk. Afdelingen forklarede dog, at der var sket en fejlagtig afkrydsning. 'Meget kritisabelt' Ombudsmanden kritiserede fejlene, men måtte konstatere, at han ikke kunne afgøre, om fastspændingerne var ulovlige. Til gengæld kunne han konstatere, at en patient formentlig blev tilbageholdt ulovligt i 55 dage, fordi overlægen ikke, som han skulle, sikrede sig, at betingelserne fortsat var til stede. I alt var tidsgrænsen overskredet i 18 tilfælde. Ombudsmanden betegnede det som »meget kritisabelt«. Traumer for livet Karl Bach, der sidder i ledelsen for Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere og i regeringens Råd for Socialt Udsatte, har selv oplevet tvangen. Han mener, at tvangen også bruges som straf, og at den giver patienterne traumer for livet. »Min oplevelse var, at jeg var uden for lands lov og ret. Man mister sin tro på sig selv, sin fremtid og sit menneskeværd«, siger Karl Bach.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her