DFU'ere dømt for racisme

Lyt til artiklen

Fire ungdomspolitikere fra Dansk Folkeparti blev fredag af Retten i Hvidovre fundet skyldige i overtrædelse af racismelovgivningen for en plakat vendt mod islam og muslimer. Alle blev idømt syv dages betinget fængsel. Træder de dømte på den forkerte side af loven inden for et år, bliver straffen udløst. Det var en grov hån mod muslimer, da Dansk Folkepartis Ungdom, DFU, sidste år trykte plakater og annoncer, der advarede mod et multietnisk samfund, lyder det i dommen. Til gengæld mener Retten i Hvidovre ikke, at kampagnen var så voldsom, at de fire skulle straffes for propandavirksomhed, som anklageren ellers havde lagt op til. De tre ungdomspolitikere, der var mødt frem, ankede på stedet dommen. De to redaktører af Studiemagasinet, som plakaten blev bragt i, blev hver straffet med 5 dagbøder af 500 kroner. Trykt i skoleblad Teksten var ledsaget af billedet af tre unge lyshårede piger med teksten 'Danmark i dag' - samt et billede af tre hætteklædte blodplettede mænd, som fremviser Koranen, med underteksten 'Danmark om 10 år'. DFU-plakaten blev samtidig trykt i skolebladet 'Studiemagasinet' og lagt ud på ungdoms-organisationens hjemmeside. »Det var for at kickstarte debatten om udlændingepolitikken, som vi mente var gået i stå«, forklarede DFU-landsformanden Kenneth Kristensen. Samme Kenneth Kristensen er desuden tiltalt for racisme for nogle udtalelser, han kom med under Dansk Folkepartis landsmøde i Vejle. Politiet forsøger at rejse tiltale mod medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, og mod Dansk Folkepartis amtsformand i Storstrøms Amt, Michael Rex, også for udtalelser på landsmødet. Kenneth Kristensen kalder politiets beslutning om at retsforfølge ham selv, Mogens Camre og Michael Rex for en 'hetz'. Pia K. slap Tidligere på ugen besluttede statsadvokaten i Sønderborg ikke at retsforfølge Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, eller gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, som også blev anmeldt til politiet for at være kommet med racistiske udtalelser under landsmødet. Pia Kjærsgaard blev anmeldt til politiet i Vejle, efter at hun havde erklæret, at alle udtalelser fra talerstolen på landsmødet dækkede partilinjen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her