Sagen om finansminister Thor Pedersens (V) overtrædelse af bopælspligten på hans landejendomme ved Rørvig kan fortsat få politiske konsekvenser. Dansk Folkeparti vil ikke støtte SF's forsøg på ministerstorm, men eventuelt nye oplysninger kan få partiet til at skifte mening, siger Pia Kjærsgaard, hvis stemmer er nødvendige for at skaffe flertal. »Der er et forløb, fra en forespørgselsdebat bliver anmeldt, til den kommer frem i folketingssalen, og vi må se, hvordan situationen ser ud til den tid. Jeg mener, det er regeringens, Thor Pedersens og dermed selvfølgelig også hans chefs problem, som de må se at få afklaret«, sagde Pia Kjærsgaard på et pressemøde søndag. Hun gentog, at hun finder sagen for lille til, at hun kan støtte et mistillidsvotum i dag. SF vil rejse debat i Folketinget Det er SF, der har taget sagen op efter skriverier i Ekstra Bladet. Partiets landbrugsordfører, Kristen Touborg Jensen, vil kræve finansministerens afgang på den overtrådte bopælspligt. »Bopælspligten er et væsentligt element i landbrugsloven. Hvis vi begynder at fire på dette krav, så risikerer vi, at andre EU-landes borgere jo med ret kan kræve at få lov til at købe ejendomme, uden at de har bopæl på dem«, har Kristen Touborg Jensen forklaret. SF får dog kun en debat, hvis der er flertal i Folketinget for det, og dertil er Dansk Folkepartis stemmer nødvendige. Forkerte oplysninger fra pressechef Sagen er blevet aktuel, efter at Thor Pedersen har erkendt, at han har folkeregisteradresse på sin landbrugsejendom i Nakke i Odsherred, men oftere overnatter i sit sommerhus i Tisvildeleje i Nordsjælland. Nogle dage tidligere havde Thor Pedersens pressechef ellers meddelt, at ministeren næsten altid overnatter i Odsherred. Thor Pedersen måtte siden - efter statsministerens mellemkomst - krybe til korset og erklære, at han ikke havde drøftet sagen med sin pressechef, ikke havde læst aviser i flere dage, og selvfølgelig ville overholde landets lovgivning. Pressechefen måtte tage skylden for de forkerte oplysninger. Ikke særlig tilfredsstillende for eksempelvis Pia Kjærsgaard. »Vi er utilfredse med, at han har været meget tavs og skubbet sin pressechef foran sig og ikke selv har taget ansvaret for det. Det ser gennemgribende forkert ud fra en personlig betragtning«, siger Pia Kjærsgaard, der mener, at Thor Pedersen bør være mere åben om sagen end hidtil.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























