DF kæder racismelov og finanslov sammen

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti prioriterer ophævelsen af den såkaldte racismeparagraf så højt, at den skal kædes sammen med afgørende forhandlinger om finansloven. Kravet får blandet modtagelse af Venstre. »Det er oprørende. Det er fuldstændig absurd, at man straffer fire uplettede unge mennesker på grund af en plakat. Hvor er vi henne efterhånden? Det er sygt, oprørende og forargeligt. Det er så grotesk, at man går til yderligheder«. Sådan lød Pia Kjærsgaards reaktion, efter at fire unge medlemmer af Dansk Folkeparti Ungdom i fredags blev idømt betingede domme efter racismeparagraffen for en plakat vendt mod islam og muslimer. DF kræver afskaffelse af lov for at indgå finansforlig Dommene mod de fire ungdomspolitikere satte sig præg på weekendens årsmøde i Dansk Folkeparti og partiets næstformand slår nu fast, at partiet vil kræve racismeparagraffen fjernet for at indgå forhandlinger om finansloven. »Hvis vi skal blive ved med at bære vigtige reformer og finanslovsaftaler igennem med regeringen, er det klart, at vi også skal have noget for det. Ud over indflydelse på finansloven er det her også et område, vi lægger stor vægt på«, siger Peter Skaarup til Morgenavisen Jyllands-Posten og fortsætter: »Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kæder forslaget sammen med de igangværende forhandlinger om finansloven eller eksklusivaftalerne«. DF: Paragraf hindrer fri politisk debat Baggrunden for forslaget er ifølge partiet, at paragraffen 'udgør en barriere for den frie politiske debat'. »Vi betragter faktisk paragraffen som en hindring for, at vi kan udtrykke os klart - for eksempel i diskussionen om eksklusivaftalerne og EU's udvidelse«, siger Peter Skaarup. Peter Skaarup påpeger over for Jyllands-Posten, at flere V- og K-politikere også har udtrykt ønske om at afskaffe paragraffen, men forslaget om at kæde forhandlingerne af finansloven sammen med forslaget om afskaffelsen af paragraffen møder delte reaktioner fra Venstre. Intern Venstre-uenighed om forslag »Det er en lidt underlig sammenkædning, men vi snakker gerne om det, hvis de (DF, red.) bringer det op. Personligt er jeg ikke tilhænger af paragraffen«, siger Venstres politiske ordfører, Kristian Jensen. Den udtalelse bliver langt fra bakket op fra Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech. Hun påpeger, at en afskaffelse er i strid med internationale konventioner, men foreslår i stedet at erstatte paragraffen med en skærpet lovgivning om æreskrænkelse. »Dansk Folkeparti har intet gjort for at få tingene undersøgt. De har bare fremsat et forslag i foråret, men de har intet gjort for at komme med nogle alternativer eller indgå i forhandlinger om noget som helst. Det er sort-hvidt«, siger Birthe Rønn Hornbech til Ritzau. Partimedlemmer på kant med loven Dansk Folkeparti har flere gange været i karambulage med racismeparagraffen. Udover fredagens dom mod de fire medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom har politiet tiltalt partiets medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, og partiets amtsformand i Storstrøms Amt for racistiske udtalelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her