Antallet af badeløver og -nymfer i Københavns Havn overstiger flerfold de 300 badegæster, badeanstalten på Islands Brygge havde bro og vipper til ad gangen. Med fire mio. kr. ekstra vil Københavns Kommune til sommer undgå de lange køer og de mange ulovlige springture i havnens vand, og miljøborgmester Winnie Berndtson (S) har også en forestilling om, hvor de to nye badeanstalter skal placeres. »På anbefaling fra Miljøkontrollen nærmer vi os en badeanstalt ved Fisketorvet og en tilsvarende enten ud for Christianshavn - der hvor Luftkastellet ligger - eller et eller andet sted på Holmen. Her er vandkvaliteten i orden, og der er samtidig et stort opland med mange mennesker lige bagved«, siger borgmesteren. Som på Bryggen De to næste bademuligheder kommer til at ligne forgængeren på Bryggen med badebroer og -vipper, og ifølge borgmesteren ligger det ikke lige for at udstyre en af havnekajerne med en bred sandstrand a la Copacabana i Rio. »Selvfølgelig kan man flytte Råbjerg Mile ind i Københavns Havn, men jeg er bange for, at den med en vanddybde på op til 10 meter hurtigt forsvinder i havnens dyb«, siger Winnie Berndtson, der også advarer mod at rode for meget op i havnens bund og sider. »Nu har vi fået selve vandet så rent, at man på de fleste dage kan bade, men det er ikke ensbetydende med, at havnens bund er spiselig. Den skal vi ikke kratte for meget i«, siger miljøborgmesteren, som åbner mulighed for sand mellem tæerne om et par år i for eksempel Svanemøllebugten. Problemer med kapaciteten i regnvejr »I øjeblikket er der ikke kapacitet nok derude til at holde spildevandet i bassiner, når det regner. Det løber over og ud i bugten, og først i 2005 er vandet så rent, at der kan bades«, siger hun. Også badeanstalten på Islands Brygge har mærket spildevandsoverløb i forbindelse med regnvejr. I løbet af sommeren var broen vippet op og det røde flag hejst i ni procent af åbningstiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























