Gravide må undvære jordemoderen

Lyt til artiklen

Første besøg hos jordemoder syv måneder henne i graviditeten. Det er de barske vilkår, som gælder anden- eller fleregangsfødende på Hvidovre Hospital. Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på hospitalet skal spare tre mio. kr. på årets budget, og det betyder bl.a., at der skæres ned på antallet af jordemoderkonsultationer. »Nedskæringerne sker kun for de raske kvinder med ukomplicerede graviditeter. Og hvis den gravide er bange eller urolig, kan hun få flere undersøgelser«, siger ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Peter Hornnes. Nedskæringen gælder kun indeværende år Han understreger, at nedskæringen kun gælder for resten af dette år. Fra nytår tilbydes igen seks jordemoderkonsultationer til alle, og budgettet forhøjes for at tage højde for den stigning i antallet af fødende, som er årsag til merforbruget i år. 1.500 rammes Men sparekniven når alligevel at ramme omkring 1.500 gravide. Hvidovre Hospital er med godt 5.000 fødsler om året landets største fødested Fire bliver til to For førstegangsfødende skærer sparekniven to af de normalt seks jordemoderkonsultationer væk. Det sker ved, at de sidste fire konsultationer slås sammen til to. For fleregangsfødende skæres desuden den første konsultation, der normalt ligger tre måneder henne i graviditeten. Det vil sige, at den første konsultation tilbydes, når den gravide er i syvende måned. Indtil da må den gravide nøjes med den undersøgelse hos praktiserende læge, der normalt ligger i 6.-10. uge. »Men det er rigtig lang tid at gå uden at blive set af en jordemoder«, siger Cathrine Hjorth Bachmann, der er gravid i 11. uge med sit andet barn. Hun skulle normalt have været til sit første jordemoderbesøg i 12. uge, men har nu fået brev om, at det på grund af besparelserne først bliver i 28. uge. »Jeg synes, det er et mærkeligt sted at spare i en tid, hvor man taler så meget om forebyggelse«, siger hun. »Det betyder også, at jeg skal tage stilling til, om jeg vil have en ultralydskanning - der skal ske senest i 23. uge - uden at jeg har lejlighed til at drøfte sagen med en jordemoder«. Cathrine Hjorth Bachmann har nu bestilt tid til en ekstra undersøgelse hos sin egen læge. »Og det vil jeg tro, at en masse andre gravide også vil gøre. Så i virkeligheden flytter man bare udgifterne fra én kasse til en anden«, siger hun. Nej fra egen læge Men den går ikke, oplyser Jørgen Lassen, formand for Praktiserende Lægers Organisation. »Vi har en særlig aftale med sygesikringen om to undersøgelser i løbet af graviditeten. Derudover tager vi os selvfølgelig af gravide, der får problemer undervejs. Men hvis gravide ønsker ekstra rutineundersøgelser, fordi der skæres i jordemoderkonsultationer, så bør lægen afvise det - eller lade patienten selv betale. Sygesikringen betaler ikke for det«, siger Jørgen Lassen.

Er det efter din opfattelse fagligt forsvarligt at skære så hårdt i jordemoderkonsultationerne, at en andengangsfødende for eksempel først ser sin jordemoder i syvende måned?
»Hvis man mener, at det er fagligt forsvarligt i lige netop disse tre måneder - hvorfor stryger man så ikke generelt de konsultationer? Det ville jeg have svært ved at forklare, hvis jeg var gynækologisk overlæge«, siger Jørgen Lassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her