Dansk Folkepartis partiformand, Pia Kjærsgaard, lægger nu afstand til et brev, som hendes advokat har sendt til statsadvokaten i Sønderborg. Ifølge Dansk Folkeparti handlede advokaten på egen hånd, da han i brevet til statsadvokaten beskyldte rigsadvokat, Henning Fode, for at føre systematisk hetz mod partiet. Ifølge Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, står bemærkningen på Kjærsgaards advokat, Peter Hjørnes, egen regning, og er i strid med Pia Kjærsgaards holdning. I aftes sagde partilederen imidlertid til DR's program 'Profilen, at sidste uges dom over tre medlemmer af Dansk Folkepartis ungdomsorganisation var del af en politisk plan. Kjærsgaard til DR: Det lugter fælt Direkte adspurgt om hun anser dommen for at være planlagt, svarede partilederen: »Det kan jeg slet, slet ikke sige noget om. Man har fået denne her dom fordi man ønsker at lukke munden på nogle politikere fra et bestemt politisk parti. Så kan jeg ikke andet end sige, at jeg synes altså det lugter fælt, det her«. Pia Kjærsgaard sagde også, at hun ikke tvivler på, at formålet med dommen er at lukke munden på partifæller. I dag ønsker hun ifølge partiets pressechef imidlertid ikke, at lægge navn til en formulering i brevet om, at Rigsadvokaten fører systematisk hetz mod Dansk Folkepartis medlemmer for udtalelser i indvandrerdebatten. Kjærsgaard vil ikke kommentere sagen Derfor kræver partilederen, at advokat Peter Hjørne tilbagekalder brevet til statsadvokaten i Sønderborg. I brevet kræver advokat Peter Hjørne samtidig på vegne af Pia Kjærsgaard 25.000 kroner i erstatning for at have været under efterforskning for racisme efter sidste års landsmøde i Vejle - en efterforskning som statsadvokaten i Sønderborg, Preben Alsøe, har besluttet at indstille. Pia Kjærsgaard ønsker ikke selv at kommentere sagen direkte, og har endnu ikke afgjort, om hun vil sende et nyt brev med en anden ordlyd til statsadvokaten. Advokat beklager Advokat Peter Hjørne beklager det, han kalder en misforståelse mellem ham og Pia Kjærsgaard. »Jeg gjorde bare, hvad man normalt gør i den slags sager. Men vi stopper det her - lige med det samme«, siger Peter Hjørne, der nu vil trække brevet til Statsadvokaten for Sønderborg tilbage. Peter Hjørne står dog ved selve ordlyden i brevet, men siger, at brevets indhold beror på hans opfattelse af Pia Kjærsgaards udtalelser på Dansk Folkepartis årsmøde. 'Traumatisk oplevelse for Pia Kjærsgaard' Advokat Peter Hjørne kalder i brevet efterforskningen mod Pia Kjærsgaard for 'utrolig langt ude og ikke en retsstat værdig'. Advokaten understreger samtidig over for statsadvokaten, at Dansk Folkeparti er et 'regeringsbærende parti', og at sagen har været 'stærkt belastende og særdeles traumatisk oplevelse' for Pia Kjærsgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























