Så er vinteren her. I Hjørringområdet begyndte det at sne ved halv ni-tiden i formiddag og Danmarks Meteorologiske Institut bebuder temperaturer ned til minus fem grader i nat. Ifølge vagthavende ved Hjørring Politi varede snevejret indtil et kvarter over ti, da det gik over i regnvejr. »Det var tung sne, der faldt. Bilerne blev helt hvide, og sneen dækkede jorden med et hvidt lag«, siger vagthavende ved Hjørring Politi til DR Nordjylland. Minus fem grader i nat Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser, at det natten til lørdag bliver glat på gader og stræder med temperaturer ned til minus fem grader. I weekenden vil nattemperaturerne derefter holde sig omkring frysepunktet, mens dagtimerne bliver på den lune side af frysepunktet. Både lørdag og søndag kommer der nogen sol, dog afløst af enkelte regn- og sludbyger. Dagtemperaturerne bliver lørdag på omkring fem grader og søndag fra fem-otte grader. Vinden bliver begge dage let til frisk.
Årets første sne er faldet
Lyt til artiklen