Politiet i Gentofte har nu anholdt en falsk indsamler, som menneskerettighedsorganisationen Amnesty International mandag eftermiddag advarede imod i en pressemeddelelse. Det drejer sig om en 28-årig mand fra København, der har gået fra dør til dør i Gentofte og samlet penge ind - under dække af at være indsamler fra Amnesty. Manden er nu sigtet for bedrageri, oplyser vagthavende ved Gentofte Politi. Borgere kontaktede politiet Anholdelsen skete efter henvendelse fra flere borgere, der havde fået besøg af den falske indsamler. Efter i fjernsynet at have hørt advarsler mod ham kontaktede de politiet - der kunne rykke ud og anholde manden på Prins Valdemarsgade i Gentofte. Ifølge Amnesty International har borgere i Hvidovre, Rødovre, Gentofte og Hellerup fået besøg af en Amnesty-indsamler - og eftersom Amnesty slet ikke har tilladelse til at samle penge ind fra dør til dør, er sagen meldt til politiet, oplyste organisationen mandag.
Falsk Amnesty-indsamler anholdt
Lyt til artiklen