Flertal for skærpede regler for spindoktorer

Lyt til artiklen

Et flertal af Folketingets partier kræver, at regeringens regler for spindoktorer strammes, skriver Belingske Tidende onsdag. Det sker på baggrund af et oplæg til nye regler, som professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet står bag. Nyt regelsæt Efter britisk forbillede foreslår professoren ifølge Berlingske Tidende, at spindoktorerne underkastes et særligt etisk kodeks, der slår fast, hvad de må og ikke må. Af reglerne skal det bl.a. fremgå, at de ikke må lyve for offentligheden. Onsdag skal statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Folketinget forsvare regeringens brug af spindoktorer. Næse til Thor P.'s pressechef Tirsdag indskærpede finansminister Thor Pedersen (V) over for sin pressechef, Carsten Mai-Jørgensen, at han ikke må lyve. Det sker efter, at pressechefen har erkendt, at han gav forkerte oplysninger, da han meddelte pressen, at Thor Pedersen overholdt sin bopælspligt. Finansministeren måtte senere indrømme, at det ikke var tilfældet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skriver i en række svar til folketingsmedlemmerne Thomas Adelskov (S) og Aage Frandsen (SF), at regeringen lægger vægt på, at det samlede embedsværk, herunder de særlige rådgivere eller spindoktorer, optræder korrekt og i overensstemmelse med almindelige faglige og etiske normer. »Med hensyn til den konkrete sag har Finansministeriet oplyst, at dette er blevet indskærpet overfor den pågældende særlige rådgiver, og at det i den forbindelse er blevet understreget, at særlige rådgivere i almindelighed er undergivet de samme regler og retningslinjer som øvrige medarbejdere, bl.a. vedrørende sandhedspligt og saglighed m.v.«, skriver statsministeren. Kritik af to pressechefer Thor Pedersens pressechef er ikke alene om sin næse. Tidligere har også pressecheferne hos integrationsminister Bertel Haarder (V) og fødevareminister Mariann Fischer Boels (V) fået indskærpet, at de almindelige spilleregler for embedsmænd også gælder deres embedsførelse. Der blev rejst kritik af Bertel Haarders pressechef Thomas Harder Rasmussen efter, at han i maj sendte en mail til DR-journalister, hvor han skrev at kampagneleder Hanna Michal Ziadeh ville 'ødelægge sine muligheder', hvis han stillede op i et debatprogram mod Bertel Haarder. Ziadeh indrykkede et debatindlæg i Politiken og blev kort efter ringet op af Thomas Harder Rasmussen. »Han tryglede mig til ikke at give interview om hans rolle i sagen, og sagde blandt andet, at han havde nogle rygter om mig, og at hvis de rygter blev nævnt i radioprogrammet, så ville jeg bryde grædende sammen«, fortalte Hanna Michal Ziadeh til Politiken i maj. I den anden sag opfordrede fødevareminister Mariann Fisher Boels (V) pressesekretær Carsten Møller Jensen en journalist fra B.T. til at sætte fokus på en embedsmands politiske tilhørsforhold, fordi denne havde formastet sig til at kritisere regeringens nedskæringer på kontrollen med fødevarer. Diskussion om spindoktorers rolle Onsdag skal så den mundtlige del af slaget om Thor Pedersens bopælspligt stå i Folketingssalen, når statsminister Anders Fogh Rasmussen skal besvare en række spørgsmål om Thor Pedersen og hans pressechef. »Det er okay, at ministrene har den slags folk. Men det er betænkeligt, hvis man ikke kan være sikker på, at de udtaler sig korrekt«, siger Peter Skaarup til Ritzau. SF mener, at der er behov for at opdatere udvalgets anbefalinger med henblik på spindoktorernes rolle over for offentligheden. Det drejer sig om det såkaldte Bundgaard-Nielsen-udvalg, der i 1998 anbefalede, at der stilles fire krav til spindoktorerne. Dansk Folkeparti har ikke tage stilling til, om de vil slutte op bag et eventuelt forslag fra statsministeren, eller SF's forslag. Kritik fra opposition »Anders Fogh Rasmussen siger nu, at Thor Pedersens pressechef har fået at vide, at han må sandelig ikke lyve. Men det indskærpede statsministeren jo allerede i foråret over for samtlige ministerier. På et eller andet tidspunkt bliver det et problem, at forseelserne alligevel gentages«, siger Aage Frandsen til Ritzau. Socialdemokraternes Thomas Adelskov kritiserer også statsministeren for ikke at ville trække en klarere grænse for, hvad der er moralsk acceptabelt for en minister og hans medarbejdere. »Anders Fogh Rasmussen skriver blot, at pressechefen har fået indskærpet, at han skal overholde reglerne, og så undlader statsministeren for øvrigt helt at tage stilling til, om det er acceptabelt, at Thor Pedersen ikke har overholdt sin bopælspligt. Det er at springe over, hvor gærdet er lavest«, siger Thomas Adelskov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her