Bredt forlig sikrer en milliard kr. over fire år til psykiatrien

Lyt til artiklen

Psykisk syge børn og unge skal behandles hurtigere og have bedre tilbud, når de udskrives, hedder det i det fire-årige psykiatriforlig, som regeringen mandag indgik med S, SF, R og KRF. Forligspartierne har besluttet at styrke indsatsen for de patienter, der både kæmper med misbrug og psykisk sygdom. En mia. over fire år Aftalen løber fire år frem fra udgangen af 2002, og den betyder, at psykiatrien samlet får tilført en milliard kroner over de næste fire år. Pengene kommer fra den såkaldte satspulje, der skal gå til en indsats for samfundets svage grupper, og de er fordelt med 600 millioner kroner på sundhedsområdet og 400 millioner kroner på socialområdet. Skal holde liv i tidligere aftaler På socialminister Henriette Kjærs (K) områder er der blandt andet afsat penge til bedre samarbejde om opfølgningstilbud for børn og unge, der har været indlagt. Men langt størstedelen af de 400 millioner skal bruge til at holde liv i aktiviteter, der allerede er sat i gang med de tidligere aftaler om psykiatrien. S kritiserer Det møder hård kritik fra Socialdemokratiet, der dog ikke ville blokere for satspuljeaftalen. »Samlet set er aftalen et skridt fremad, men den er slet ikke god nok. På socialområdet sker der næsten ingen forbedringer, fordi vi skal bruge de fleste af pengene på projekter, der allerede er sat i gang. Det har vi ikke været nødt til før, og det er resultatet af den stramme aftale, som regeringen har lavet med amter og kommuner«, siger Karen Jespersen. SF: Ikke tilfredsstillende Jespersen får opbakning fra SF'eren Anne Baastrup. »Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at der indenfor socialpsykiatrien er så ringe udviklingsperspektiv. Men omvendt har det været vigtigt for SF at få en aftale i stand, fordi vi ellers kunne risikere, at den opprioritering, der gennem de seneste år er sket på området, fuldstændig ville forsvinde«, siger Anne Baastrup. Ud af de 400 millioner, der er afsat på socialområdet går de 340 millioner til driftstilskud på eksisterende projekter. Flere enestuer På sundhedsområdet har partierne besluttet at bruge omkring 200 millioner kroner på at udbygge antallet af enestuer, så man i løbet af aftalens fire år kommer op på, at 70 procent af sengene står i enestuer. På sundhedsområdet vil partierne også give flere penge til uddannelse af læger og sygeplejesker, og der er desuden udpeget en række prioriteringsområder, hvor man vil udbygge indsatsen. Det drejer sig blandt andet om pårørende til psykisk syge herunder børn af psykisk syge forældre, og patienter der lider af ikke psykotiske sygdomme som depression. Sind: Forlig opvejer ikke nedskæringer Formanden for Landsforeningen Sind, tidligere folketingsmedlem for CD, Peter Duetoft, siger, at det er fint nok med tilførelsen af en milliard kroner til området over fire år. Men han mener ikke, at det betyder, der vil ske en fremgang for den samlede indsats på det psykiatriske område. »Man skal vel sige tak for en milliard kroner, men i betragtning af alle de nedskæringer, der sker lige nu i amter og kommuner, så tror jeg, vi skal være heldige, hvis det kommer til at gå lige op«, siger Peter Duetoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her