Danskerne kommer til at betale for billigere spiritus og cigaretter med helbredsskader for 235 millioner kroner om året. Det er Skatteministeriets egne beregninger for, hvad det vil koste på sundheden, at afgifterne sættes ned til det niveau, som regeringen og Dansk Folkeparti netop er blevet enige om. Pris på skader Regnestykket bygger på, at forbruget af spiritus vil stige med to en halv liter per dansker, når afgiften næste år falder. Og det kan der sættes en pris på i form af alkoholskader for 160 millioner ekstra kroner om året. Samtidig betyder prisfaldet på cigaretter, at danskerne tilsammen vil tænde 100 millioner flere om året. Pris i tabt sundhed: 75 millioner kroner. Tallene står i Skatteministeriets rapport om grænsehandel fra 2001. I den har eksperter regnet på virkninger af at sænke de danske afgifter. Hul argumentation Forliget er netop indgået for at imødegå øget grænsehandel, når de danske særregler for indførsel af tobak og spiritus falder væk i 2004. »Men det er en hul argumentation, og afgiftsnedsættelserne er et elendigt signal, som er i modstrid med alt, hvad der står i regeringens forebyggelsesprogram«, siger amtsborgmester Bent Hansen (S), formand for amternes sygehusudvalg: »Vi har et stort problem med folk, der ryger og drikker for meget, og går man ind på en hvilken som helst medicinsk afdeling, vil halvdelen af sengene være fyldt op med mennesker, der ligger der som følge af røg eller alkohol«. V: Eneste udvej Finansordfører for Venstre, Kristian Jensen, som var med til at indgå forliget, mener, at folk ellers bare ville tage over grænsen og købe den billige tobak og spiritus: »Det vil kunne give samme helbredsskader. Dette forlig har ikke stået øverst på ønskelisten, men sætter vi ikke afgifterne ned, vil al for megen handel forsvinde syd for grænsen, og vi ville miste moms-, skatteindtægter og ikke mindst arbejdspladser«, siger han. Formanden for amternes sygehusudvalg, Bent Hansen, betegner tallene fra rapporten om grænsehandel som »dybt interessante«: »Vi har en aftale med regeringen om, at hvis der vedtages love, som pålægger os ekstra udgifter, skal vi have kompensation - krone for krone. Så det skal vi regne på. Men helst ser jeg, at folketingspolitikerne tænker sig om og tager sundhedens parti - i stedet for de kræmmermæssige overvejelser«. Bekymring for børn og unge Afgiftsnedsættelserne betyder, at prisen på en flaske spiritus falder med cirka 44 kroner, mens 20 cigaretter bliver fire kroner billigere. Og sundhedseksperter advarer om, at de billigere priser især vil få betydning for børn og unges helbred. Den side af sagen bekymrer også Dansk Folkepartis sundhedspolitiske ordfører Birthe Skaarup: »Jeg er selvfølgelig solidarisk med mit parti. Men jeg går ind for, at vi på baggrund af afgiftsnedsættelserne sætter ind med ekstra information, ikke mindst over for de unge«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























