En stribe af de faggrupper, der er mest i kontakt med børn og unge, har siden 1999 haft specifikke og meget detaljerede anvisninger fra Sundhedsstyrelsen på, hvorledes de skal forholde sig til omskæring af somaliske piger. Hovedkravet er, at alt offentligt sundhedspersonale har en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, når de støder på problemer af denne art. Kontakter sjældent myndigheder Alligevel er det ekstremt sjældent, at faggrupperne kontakter de sociale myndigheder vedrørende sager om omskæring. En rundspørge, som Politiken har foretaget til tre af de kommuner, der har det største kontingent af somaliere, afslører kun et eneste konkret tilfælde, nemlig i Århus. Et enkelt tilfælde »Vi har kun registreret et enkelt tilfælde, og det var tilbage i 1999. Sagen førte til politianmeldelse, men politiet frafaldt sagen«, siger kontorchef Kirsten Frandsen, Århus Kommunes socialforvaltning. Hun er overbevist om, at faggrupperne i sundhedsvæsenet godt ved, at der foreligger specifikke anbefalinger for, hvad de skal stille op. Men hvorfor der så stort set aldrig ses nogen indberetninger, har Kirsten Frandsen ikke noget bud på. »Måske er der ikke tale om noget større problem. Jeg ved det ikke«, siger hun. Landets største kommune, København, huser en meget stor del af de somaliere, der er bosat i Danmark. Men jurist Birgit Olesen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, er ikke bekendt med en eneste indberetning til de sociale myndigheder vedrørende omskæring. Ekstraordinære skridt Heller ikke Aalborg Kommune kender konkrete tilfælde. Alligevel har kommunen valgt at tage ekstraordinære skridt. »Vi har netop sendt et brev ud til alle ansatte, der har noget at gøre med børn og unge i deres daglige arbejde såsom skolelæger, sundhedsplejersker, dagplejeledere og til alle institutioner for børn og unge i øvrigt. I brevet indskærper vi, hvad der er gældende regler, og hvilken holdning forvaltningen har til omskæring. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi betragter omskæring som vold mod børn«, siger rådmand Birgit Ekstrøm (S). Sundhedsstyrelsens publikation om forebyggelse af omskæring af piger er ifølge sagsbehandler på børneområdet Jette Weiss Poulsen ikke ment som et idékatalog, men som klare, konkrete anbefalinger til alle de faggrupper, der kan tænkes at støde på omskæring i deres daglige arbejde. Eksempelvis lærere og småbørnspædagoger, praktiserende læger og sundhedsplejersker. Detaljeret vejledning »Vores bog er meget specifik, og vi har bevidst valgt at hellige hver enkelt faggruppe et helt kapitel. Der er ikke tale om retningslinjer i juridisk forstand, men derimod om oplysning, som bør tages i anvendelse af enhver. Men det er klart, at i det øjeblik Sundhedsstyrelsen melder ud, forventer vi også, at faggrupperne sætter sig ind i, hvad dette handler om. Bogen er udsendt til samtlige kommuner og socialforvaltninger i landet og er i øvrigt også lagt ud på vor hjemmeside«, siger Jette Weiss Poulsen. Vejledningen er uhyre detaljeret. Eksempelvis anbefales det, at man som pædagog kontakter det sociale system, blot der er mistanke om, at barnet står i fare for at blive bragt ud af landet for at blive omskåret. Også skolelærerne gøres opmærksom på, at de har underretningspligt over for de sociale myndigheder. Både hvis de erfarer, at en pige skal omskæres, og hvis de får mistanke om, at en pige skal tages ud af landet for at blive omskåret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























