Amtsformænd vil have andre formandskandidater

Lyt til artiklen

De socialdemokratiske amtsformænd vil ikke umiddelbart bakke Mogens Lykketoft op som ny partiformand. Nu skal der være tid til debat, og der skal findes en langtidsholdbar løsning, som partiet kan samles om, siger flertallet. Ritzau har talt med 10 af de 14 amtsformænd. Kun en enkelt bakker fuldt op om Mogens Lykketoft. Connie Jensen, Storstrøms Amt, siger direkte, at Mogens Lykketoft ikke umiddelbart er hendes mand. »Som overgangsfigur er det en anden sag, men som blivende formand for partiet er han ikke den rette. Mogens Lykketoft kan sagtens klare opgaven, men en formand skal have tække i befolkningen og i pressen, og det ved jeg ikke, om Mogens Lykketoft har«, siger Connie Jensen. Lea Grønbæk, amtsformand for Københavns Amt, mener, det er for tidligt at lægge sig fast på en formandskandidat. »Jeg ser frem til en åben og fordomsfri debat. Vi skal finde en, der er langtidsholdbar. Det er ikke nok, at kandidaten har opbakning i folketingsgruppen. Baglandet skal også bakke op«, siger hun. Benny Hestbech, amtsformand i Frederiksborg Amt, lægger også meget vægt på, at de menige medlemmer inddrages i valget og debatten: »Det er vigtigt at involvere medlemmerne, og vi skal vælge en langtidsholdbar løsning. Mogens Lykketoft er et udmærket og godt bud, men der kan også være andre. Jeg er lidt usikker på, om han er tilstrækkelig fornyelse«, siger han. Andre amtsformænd som Nikolaj Brink, Ringkjøbing Amt, og Villy Jacobsen, Sønderjyllands Amt, ser snarere Mogens Lykketoft som en overgangsløsning, men ønsker heller ikke at komme med bud på andre kandidater. Der er umiddelbart opbakning til Mogens Lykketofts kandidatur fra Søren Grejsen Nielsen, Vestsjællands Amt. »Lykketoft er et rigtigt godt bud. Han kan samle gruppen og oppositionen. Han har karisma, erfaring og autoritet. Det vigtigste nu er at finde en person, som gruppen kan samles om«, siger Søren Grejsen Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her