Ulden snak fra V og DF om Vandmiljøplan III

Lyt til artiklen

Højrefløjen i dansk politik - Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti - har modsat sig tidligere vandmiljøplaner, men til ærgrelse for både Socialdemokraterne, SF og de radikale lover miljøminister Hans Christian Schmidt (V) nu, at Dansk Folkeparti næste år bliver inviteret med til forhandlingerne om Vandmiljøplan III. Landbrugets forurening har været et politisk stridspunkt i såvel Vandmiljøplan I som Vandmiljøplan II - og bliver det også i den kommende Vandmiljøplan III. Ulden tale fra Venstre og DF Mens Venstre og Dansk Folkeparti under en debat i Folketinget fredag ikke ønskede at melde klart ud, om de ønsker at skærpe kravene til landbruget og dermed håndhæve 'forureneren betaler'-princippet, så var oppositionen og de Konservative anderledes klar i mælet. »Vi er nødt til at se på landbrugets udledninger«, fastslog miljøordfører Helle Sjelle (K). Hun finder det - ligesom alle partierne til venstre for VK-regeringen - usandsynligt, at den næste vandmiljøplan ikke rummer nye krav til landbruget. Den aktuelle baggrund er efterårets voldsomme iltsvind og det faktum, at landbruget står for 80 procent af tilledningen af kvælstof i de kystnære farvande. V vil hellere tale baglæns end fremad Under debatten i Folketinget ville Inger Støjberg (V) hellere fremhæve de flotte resultater, der er opnået med Vandmiljøplan I og II, end at tale om fremtiden. Selv om landbruget endnu ikke efter 15 år med vandmiljøplaner har halveret udledningen, så er der sket betydelige fremskridt. For hver gang en landmand i de tidlige 1980'ere spredte et kilogram kvælstof, så slap der op mod 850 gram ud i naturen. Nu er forureningen 'kun' på godt 600 gram per kilogram. Tre arbejdsgrupper Inger Støjberg henviste gang på gang til de tre arbejdsgrupper, der er nedsat til at forberede næste års forhandlinger om Vandmiljøplan III. Heller ikke Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann ønskede at foregribe, hvad hans parti forestiller sig skal indgå i en Vandmiljøplan III. Diskussionen var rejst af Enhedslistens miljøordfører Keld Albrechtsen, hvis forslag om at speede processen op med en afgift på overskydende kvælstof fra landbruget blev afvist af alle andre partier. EL frygter syltekrukken Keld Albrechtsen frygter, at de tre arbejdsgrupper udvikler sig til syltekrukker. Dele af landbruget afviser, at der er behov for en Vandmiljøplan III. Omvendt skærper oppositionen sin tale ved at kræve, at planen tager udgangspunkt i, hvad naturen kan tåle. Samme tankegang indgår i flere EU-direktiver. Også Naturrådet, som VK-regeringen har degraderet fra et statsstøttet til et frivilligt organ, kræver respekt for naturens tålegrænser. 'Det fede landskab' På en statuskonference fredag om den danske naturpolitik et år efter Wilhjelmudvalget fastslog professor Per Christensen fra Aalborg Universitet, at konsekvensen af det er, at landbruget på ny skal halvere udledningen af kvælstof. Naturrådet tegner i rapporten 'Det fede landskab' en række billeder af fremtidens landbrug. Midlerne kan være en kombination af færre slagtesvin, bedre udnyttelse af kvælstof fra husdyr og kunstgødning, et mindre landbrugsareal og mere økologisk landbrug.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her