Nyrup rækker hånden ud til Lykketoft

Mogens Lykketoft er tydeligt lettet over den udstrakte hånd fra Nyrup. - Foto: Jan Grarup
Mogens Lykketoft er tydeligt lettet over den udstrakte hånd fra Nyrup. - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Som startskud til Mogens Lykketofts valgkamp internt i Socialdemokratiet lægger Poul Nyrup Rasmussen op til forsoning med sin gamle ven, politiske kampfælle og snart arvtager til posten som partiformand. Forsoningen kommer efter måneders iskold luft mellem de to ungdomsvenner, der i over ti år har kørt tæt politisk parløb. »Jeg vil være 100 procent loyal over for den formand, der bliver valgt. Skulle han hedde Mogens Lykketoft, så har han min fulde opbakning og ubetingede støtte«, siger Poul Nyrup Rasmussen. Nyrup tiljublet Forsoning var også det klare budskab til S-baglandet i Nyrups taler til partiets hovedbestyrelse, som fredag aften og lørdag var samlet på SiD's kursusejendom Svendborgskolen. Sent fredag aften sluttede Nyrup sin afsluttende tale til hovedbestyrelsesmedlemmerne med sætningen »Always look on the bright side of life« fra Monty Pythons film 'Life of Brian'. Efter en tale, som blev modtaget med rungende klapsalver. Undsigelsen Da Poul Nyrup Rasmussen tirsdag holdt pressemøde om sin beslutning om at gå som partiformand, undsagde han Lykketoft som sin efterfølger. Nyrup nævnte slet ikke Lykketoft ved navn og opfordrede til, at Nyrups egen generation af ledende socialdemokrater nu veg pladsen for yngre kræfter. Følelserne tog magten Nyrup fortryder ikke bemærkningerne på pressemødet. Men han erkender, at følelserne løb af med ham. »Jeg er både menneske, politiker og lidt endnu partiformand. Det er ikke et spørgsmål om Mogens Lykketoft. Han er helt bestemt kvalificeret«, siger Nyrup, som dog fortsat ikke direkte vil anbefale Lykketoft som sin efterfølger. Værdigt valg »Det vil ikke være rigtigt af mig at pege på en. Nu er det op til medlemmerne at bestemme«, siger Nyrup, som på mødet i Svendborg opfordrede partiet til at undgå splittelse mellem folketingsgruppen og partiorganisationen. Mange i baglandet har kritiseret folketingsgruppens opbakning til Lykketoft og efterlyser alternative kandidater. »Vi skal stå samlet om partiet, og vi er enige om at gennemføre formandsvalget på en værdig måde«, siger Nyrup. Glad Lykketoft Mogens Lykketoft er tydeligt lettet over den udstrakte hånd fra Nyrup. »Det er jeg selvfølgelig meget glad for. Vi har haft et utrolig tæt partnerskab i de sidste 11 år, og jeg er helt overbevist om, at vi vil have et godt partnerskab i fremtiden«, siger Mogens Lykketoft. »Nyrup vil fortsat være i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og vi vil stadig være venner«. Tror du, at jeres venskab kan overleve det her? »Det er der ingen som helst tvivl om, at det kan«, siger Mogens Lykketoft. Socialdemokratiets hovedbestyrelse traf lørdag den formelle beslutning om at indkalde til ekstraordinær kongres 14. december i Odense. Eneste punkt på dagsordenen er valg af ny partiformand. Problemet er 'retorikken' Nu skal Mogens Lykketoft så rundt til alle amter for at møde baglandet forud for kongressen. Et af budskaberne vil være erkendelsen af, at S skal have en klarere og mere entydig profil i udlændingepolitikken. »Problemet er ikke længere uenighed om politikken, men retorikken har været for usikker. En af mine bestræbelser vil være at sørge for en mere klar linje«, siger Lykketoft. Parti på skrump Når Mogens Lykketoft formentlig bliver valgt til ny S-formand, står han også over for en hård opgave med at skære i partiets økonomi. Valgnederlaget har kostet partiet mange penge i offentlig partistøtte, og samtidig har LO meddelt, at det er slut med støtte til S. Partisekretær Jens Christiansen fik på hovedbestyrelsesmødet godkendt en spareplan, som betyder, at partiets budget skæres ned fra 36 til 25 mio. kr. årligt, og at partihovedkontoret på Thorvaldsensvej på Frederiksberg sælges. 'Et megaproblem' »Økonomisk står vi over for et megaproblem, som skal løses, hvis Socialdemokratiet skal slå igennem i den offentlige debat. Men jeg har ingen illusioner om, at noget af det, jeg står over for, bliver nemt«, siger Mogens Lykketoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her