Minister afviser FN-krav om Kosova-flygtninge

Lyt til artiklen

FN skal ikke bestemme, om Danmark skal sende psykisk syge personer fra Kosova tilbage til den jugoslaviske provins. Danmark vil selv bestemme, understreger integrationsminister Bertel Haarder (V). Dermed skærpes konflikten mellem FN's overgangsregering i Kosova, UNMIK, og det danske Integrationsministerium. »Det er altså Danmark, som bestemmer, hvem der skal sendes tilbage. Det gælder hvad enten det er til Somalia, Afghanistan eller Kosovo. Meningen med asylsystemet er jo, at man skal sendes tilbage, hvis man ikke får asyl«, siger Bertel Haarder. FN's mission i Kosova, UNMIK, har lukket grænsebommen for flygtninge fra Danmark, fordi de danske myndigheder har sendt psykisk syge tilbage uden at orientere de lokale FN-myndigheder. Og integrationsministeren erkender, at Danmark får svært ved at sende flygtninge tilbage, så længe UNMIK ikke vil tage imod psykisk syge. »Det er vi selvfølgelig kede af, men vi er endnu mere kede af, at det ikke er lykkedes at sende nogen tilbage siden august«, siger Bertel Haarder. Afviser krav fra UNMIK Han afviser et krav fra UNMIK om, at Danmark skal udlevere lægeerklæringer på de personer, som udvises til Kosova. Kravet fremgår af et brev, som direktøren for UNMIK's afdeling for hjemsendelser, Peggy L. Hicks, sendte til Integrationsministeriet fredag. »Med tilstrækkeligt varsel er UNMIK nødt til at få oplysninger fra de danske myndigheder med henblik på at træffe en korrekt beslutning. Dette inkluderer lægeerklæringer«, skriver hun. Men det vil danske myndigheder ikke. »Der er jo ikke noget i vejen for, at en person selv tager sin lægeattest med. Men generelt yder man ikke den service, at man sender lægejournaler med. De er i øvrigt hemmelige. Så hvis nogen skal offentliggøre dem, er det den pågældende person selv«, siger Bertel Haarder. Officielt spørgeskema UNMIK-chefen har også sendt Danmark et officielt spørgeskema, som hun nu beder Danmark - og de andre vestlige lande, der sender flygtninge hjem - om at udfylde, hver gang en person ønskes hjemsendt. Spørgeskemaet indeholder blandt andet oplysninger om etnisk oprindelse og helbredstilstand. »Dette spørgeskema vil være meget værdifuldt i forhold til at styrke samarbejdet og informationsudvekslingen mellem UNMIK og Danmark, så vi i fremtiden undgår problemer af den slags, vi har set på det seneste«, skriver Peggy L. Hicks. Til forslaget om et spørgeskema siger Bertel Haarder: »Vi lytter gerne til konstruktive forslag, men det er Danmark, som bestemmer, hvem der skal hjemsendes«. Det lykkedes ikke mandag at få en kommentar fra UNMIK.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her