Der arbejdes på sagen. Sådan lyder meldingen fra Justitsministeriet i dag, hvor fristen for at modtage beviser i Sakajev-sagen udløb. Det er præcis en måned siden, at den tjetjenske leder Akhmed Sakajev blev anholdt efter afslutningen på den tjetjenske verdenskongres i København. Og det er den tid, som de russiske myndigheder har haft til at sende deres beviser til København. »Vi er i fuld gang med at kigge på sagen«, siger kontorchefen i Justitsministeriets internationale kontor, Jakob Scharf, til Ritzau. Han vil ikke kommentere sagen yderligere. Men det ligger nogenlunde fast, hvad der nu kommer til at ske. Hvis ministeriet finder de russiske beviser gode nok, vil man bede Københavns Politi indlede en egentlig efterforskning. Men dertil er man ikke nået endnu, oplyser chefkriminalinspektør Per Larsen til Ritzau.
Beviser mod Sakajev skal afleveres lørdag
Lyt til artiklen