Julestemningen er på nulpunktet, det generøse give gave-humør pakket væk og kanen kørt til kantsten hos Venstre på Københavns Rådhus. De to unge V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen - henholdsvis for trafikken og kulturen - er gerådet ud i et slagsmål af hidtil uhørte dimensioner. Ja, faktisk er krigen om retten til at tænde julestjernen i toppen af træet på Rådhuspladsen 1. december det første alvorlige slagsmål mellem de to liberale blodsbrødre - hidtil uadskillelige som nisser i december. Og det er ikke noget så småt som pebernødder, de to frontpolitikere slås om. Derimod det helligste af alt: et løfte afgivet som led i handlen om poster efter valget sidste år. Søren Pind og Venstre fik et så godt valg, at der var plads til endnu en V-borgmester, og Pinds eneste betingelse for at pege på Martin Geertsen var at få lov til at arve juletændingen. Den er i år for første gang i en menneskealder ledig, efter at tidligere kulturborgmester H. Thustrup Hansen (K) sidste jul brugte stjernekasteren for sidste gang. Du havde lovet, at Søren Pind måtte tænde juletræet? »Det erindrer jeg ikke noget om«, siger en kortfattet Martin Geertsen. Du ved da, hvor gerne Søren Pind vil tænde juletræet - har du slet ikke overvejet bare at give ligtheren videre til ham? »Overhovedet ikke. Han har ikke den rette fornemmelse for jul - han er jo også imod Thomastoget på Strøget, og det siger vist alt«. Hvordan med de kommende højtider? »Jeg vil ikke udelukke, at han kan komme i spil omkring fastelavn og påske, men jeg er nu mest til sinds at beholde det«. Hvordan forbereder du dig til juletræstændingen? »Den fysiske forberedelse gør jeg ikke så meget ud af, men mentalt lader jeg op. Der er jeg nødt til at tage lidt væk fra kommunen - til Brøndbys kamp i Køge - for at få det lidt på afstand«. Har du slet ikke et trøstende ord til din gamle ven og kampfælle Søren Pind? »Nu er julen jo hemmelighedernes tid, og der er hele 24 dage i december«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























